Mols Bjerge

Mikroeventyr: Mols Bjerge (Bjergetapen).

Mols Bjerge-stien består af 3 vandreruter på hver ca. 20 km der alle tager udgangspunkt fra parkeringspladsen i Femmøller. De to af ruterne er A-til-B ruter, mens den sidste, og mest populære, er en rundtur i Mols Bjerge (kaldet ”Bjergetapen”). Det var også denne vi valgte til vores lille weekendtur.
Da Bjergetapen er 21 km, tager langt de fleste den som en 1-dages tur. Man skal dog være opmærksom på, at der er mange bakker, så den tager nogen længere tid end 21 km i fladere terræn.
Og vi valgte at gøre turen til et mikroeventyr og tage en overnatning undervejs.

Vi kørte hjemmefra lørdag morgen og var klar til at gå ud på Bjergetapen kl. 10.30
Parkeringspladsen var godt fyldt, så vi fik straks fornemmelsen af, at der nok var en del andre mennesker på stien. Og det viste sig at være rigtigt. Vi mødte mange andre der vandrede ruten, dog uden at den virkede overrendt.

Allerede fra parkeringspladsen går stien kraftigt opad og vi fik straks en forsmag af, hvad der ventede os. Som navnet på Bjergetapen siger, er der som nævnt rigtigt mange stigninger. Vi to halvgamle måtte stoppe op en del gange og hive lidt efter vejret.
Og turen gennem Mols Bjerge er ganske unik og fantastisk. De mange bakker bliver belønnet med de flotteste udsigter. Men der er også store åbne områder med fritgående kvæg og heste, og spændende stier der bugter sig gennem slugter og skove.
Det er natur som man ikke ser mange andre steder i Danmark.

Fra de 3 bakker ”Trehøje” var der udsigt til bugten, Kattegat, Århus og Ebeltoft.
Og på trods af at vi havde lunt forårsvejr, var det også lidt blæsende og på toppen af bakkerne blev det småkoldt. Vi fandt læ bag en af bakkerne hvor vi kunne nyde vores medbragte frokost sammen med udsigten.

Vi nåede vores teltplads i Knebel Plantage midt på eftermiddagen, så der var god tid til at tage et hvil i solen.
Akkurat som i TV-køkkenet havde vi snydt lidt på forhånd. På vejen til Femmøller om morgenen var vi kørt omkring Knebel og havde gemt et depot tæt på teltpladsen. Nu kunne vi så hente en stor sæk brænde til bålet og en pose med rødvin og cola.

På teltpladsen var der allerede et telt med et ungt par. De var lidt nye i friluftslivet og havde taget bussen fra Århus for at opleve lidt primitiv overnatning.
Sidst på eftermiddagen kom der en flok på 5 med rygsække vandrende til teltpladsen. Det viste sig at være ’Opdag Verden’ der havde arrangeret weekendtur i Mols Bjerge.
Der blev hurtigt rejst nogle meget lette vandre-telte rundt omkring på pladsen, og det gav anledning til at snakke grej, vandre-oplevelser og alt muligt andet. Det blev til en rigtig hyggelig aften rundt om bålet.
Og det blev en af de unikke oplevelser vi kun fik, fordi vi valgte at tage en overnatning i stedet for at tage turen rundt samme dag.

Af sted på stien
Pause med udsigt
Sidste skridt mod Trehøje
Teltet opstillet

Søndag morgen vågnede vi som de første på teltpladsen.
I stedet for at vente på at solen skulle give os mere varme på denne kølige morgen, valgte vi at gå os til varmen. Derfor pakkede vi stille ned mens de andre på pladsen efterhånden også vågnede.
Vi sagde farvel til de andre ved 8-tiden og gik af sted. Lidt senere fandt vi en bænk i solen, hvor vi kunne spise vores morgenmad.
Derefter blev det endnu en vandring med stigninger, flotte udsigter og skønne omgivelser.

Lions Club havde denne dag arrangeret ’Beerwalk’ i Mols Bjerge. Vi kom forbi 6 stationer hvor lokale bryggerier ventede på at uddele smagsprøver til deltagerne.

Da der kun var 9 km vandring, nåede vi allerede tilbage til Femmøller sidst på formiddagen, hvorfra vi kørte hjem.

Spændende stier
Morgenmad med udsigt
Løs hest
Toppen af Agri Baunehøj

Opsummering.

Turen på Bjergetapen indeholdt unik natur, bjergtagende udsigter og en aften med hyggeligt selskab. Mikroeventyr når det er bedst.
Mols Bjerge er unik og hvis du ikke allerede har besøgt dem, så er det bare med at komme af sted.
Men overvej, at tage en overnatning undervejs. Det kan med held give ekstra krydderi til en i forvejen fantastisk oplevelse.

Læs mere om Mols Bjerge-stien her: Nationalpark Mols Bjerge.