Hoverdal

Mikroeventyr på hjemmebane (Hoverdal).

Planen var, at dette eventyr skulle være et vinter-eventyr, men februars vejr var lige til den vilde side, så det blev skiftet ud med en stille solskinsweekend først i marts.
Planen var enkel. Vi skulle gå fra vores hjem til shelterpladsen i Hoverdal. 15 km i selskab med vores århusianske vandreven, Kim, som ikke lagde skjul på, at han glædede sig til en tur i det vestjyske landskab.

Og ja, det blev en tur med grusveje, hede og plantager. Middagspausen blev holdt i den østlige del af Hoverdal Plantage. I den del, hvor der er fri teltning. Vi så dog ingen telte, men der var masser af sol og en god madpakke.
Lidt længere fremme drejede vi ned ad ”Københavnerstien” som oprindelig er trådt af unge københavnske arbejdsledige, der arbejdede i skoven i slutningen af 2. verdenskrig.

Fremme ved shelterpladsen ventede en dejlig plads og en bil fyldt med mad, brænde og varmt sovegrej. Tre sække brænde viste sig senere, at være lige i underkanten til en aften, hvor frosten stille sneg sig ind på os. Vi blev i hvert tilfælde enige om at gå tidligt i seng, så vi havde brænde til et morgenbål.
Der blev stegt burgere og afprøvet grej i form af nyt telt, multifuel brænder og andre billige og dyre outdoor gadgets. Og der var også plads til et glas rødvin og en pandekage.

Natten var frisk og kold og Liv var glad for, at der var varme reserver i bilen. Kim og Carlos klarede sig med det, som de havde haft med i rygsækken.
Klokken var 8 inden vi stod op og nød kaffe, kakao og hvad vi ellers havde med i sækken.

En helt igennem dejlig tur udfra en helt i gennem simpelt setup. Hurra for mikroeventyret.

Hoverdal - Pause i det grønne
Pause i det grønne
Udpakning i Hoverdal
Udpakning i Hoverdal
Hoverdal - Pandekager i mørket
Pandekager i mørket
Hoverdal - Varme fra bålet
Varme fra bålet