Bag Hikerliv.dk står “Liv” og “Carlos” (Dorthe Liv og Finn Krogh Jørgensen).
Ud over at være ægtefæller gennem mere end 30 år er vi er bare et par halvgamle tosser, der elsker at vandre og overnatte i det danske land.
Vi begyndte at tage på længere vandreture (med overnatning) for 6-7 år siden, og føler os fuldstændig hjemme på stierne. Og vi har da også tidligere dyrket udelivet med shelter-overnatninger året rundt, så overnatning i det fri er ganske naturligt for os.
Vores foretrukne overnatningsform er i telt.
Vi (primært Carlos) bruger en del tid på research, inden vi går afsted. Så indtil nu har vi følt os godt forberedte, til at tackle de udfordringer vi har mødt undervejs.
Sandheden er nok, at vi nyder livet i lejren mindst lige så meget som selve det at vandre. Derfor har vi normalt ikke behov for at kaste os ud i de store vandre-udfordringer. Vi forsøger at holde os til max. 20 km vandring om dagen.
Vores ture bliver så vidt muligt planlagt efter en god vejrudsigt. Man kan sagtens vandre i regnvejr, men netop lejr-livet kan godt blive lidt udfordret hvis det står ned i stænger.