Trækstien
Smuk, men utopisk vandrerute.
Intro.
Da Liv desværre var forhindret, skulle Trækstien være en solotur for mig, Carlos.
Jeg havde inddelt de 74 km i 3 etaper, men desværre blev turen afbrudt af sygdom efter første nat, så derfor er denne beskrivelse endt under “Mikroeventyr”.
Allerede under min research af Trækstien så jeg nogle udtalelser, der gav mig lidt blandede følelser for turen:
Silkeborg Kommune: “Du kan opleve unikke naturoplevelser i et varieret og til tider svært tilgængeligt landskab”.
Randers Kommune: “Ved meget vand i Gudenåen, kan Trækstien være meget våd og på nogle strækninger endog oversvømmet”.
Naturstyrelsen: “Andre steder er den meget utilgængelig det meste af året – fx mellem Ulstrup og Langå”.
Generelt skulle Trækstien dog være farbar i det sene forår og den tidlige sommer.
Det var også grunden til at jeg planlagde turen i Pinsen 2023 – i slutningen af maj måned. På dette tidspunkt var der lav vandstand i Gudenåen og vi havde haft en af tørreste maj måneder nogensinde.
I min naivitet forventede jeg derfor ikke de helt store udfordringer … men jeg blev klogere!
Jeg havde inddelt de 74 km i 3 etaper, men desværre blev turen afbrudt af sygdom efter første nat, så derfor er denne beskrivelse endt under “Mikroeventyr”.
Allerede under min research af Trækstien så jeg nogle udtalelser, der gav mig lidt blandede følelser for turen:
Silkeborg Kommune: “Du kan opleve unikke naturoplevelser i et varieret og til tider svært tilgængeligt landskab”.
Randers Kommune: “Ved meget vand i Gudenåen, kan Trækstien være meget våd og på nogle strækninger endog oversvømmet”.
Naturstyrelsen: “Andre steder er den meget utilgængelig det meste af året – fx mellem Ulstrup og Langå”.
Generelt skulle Trækstien dog være farbar i det sene forår og den tidlige sommer.
Det var også grunden til at jeg planlagde turen i Pinsen 2023 – i slutningen af maj måned. På dette tidspunkt var der lav vandstand i Gudenåen og vi havde haft en af tørreste maj måneder nogensinde.
I min naivitet forventede jeg derfor ikke de helt store udfordringer … men jeg blev klogere!
Turbeskrivelse.
Mit tur begyndte lørdag morgen ved Randers Regnskov.
De første skridt blev delt med flere flokke af løbere i orange trøjer. Der var motionsløb i Randers denne morgen. Og omkring Randers mødte jeg også flere morgen-joggere og nogle lokale på en tidlig kajak-tur.
Dagen bød på dejligt solskin, men ikke alt for varmt. Perfekt vandre-vejr.
Noget af det der hurtigt viste sig at blive et flot krydderi til turen, var de mange broer der krydser åen. Der var både nye og flotte gamle broer spredt ud over hele turen.
I det hele taget var det en smuk og unik oplevelse at gå langs Gudenåen, der bugtede sig gennem landskabet. Nogle gange med træer langs kanten, andre gange med siv eller græs. Det var lige før det blev ensformigt smukt, men det er da til at leve med.
Stien var meget blandet: Grussti, slået græs, trampesti gennem højt græs og nogen gange bare i kanten af en afgræsset mark.
Man kunne godt se hvilke steder der tidligere havde haft udfordringer med vand. Her havde stien været trådt op, og nu hvor den var tør igen, var den meget ujævn. Så på de stykker skulle man være mere påpasselig med hvor man satte fødderne, ellers kunne man let vride om på foden. Der var også stykker med plankebeklædte stier. Både nogle nye men også nogle gamle og slidte.
På gudenåen kom der en del på udflugter i kano, både par, familier og unge gutter.
Der blev også hilst på mange lystfiskere, men jeg mødte ingen andre vandrere på stien.
De første skridt blev delt med flere flokke af løbere i orange trøjer. Der var motionsløb i Randers denne morgen. Og omkring Randers mødte jeg også flere morgen-joggere og nogle lokale på en tidlig kajak-tur.
Dagen bød på dejligt solskin, men ikke alt for varmt. Perfekt vandre-vejr.
Noget af det der hurtigt viste sig at blive et flot krydderi til turen, var de mange broer der krydser åen. Der var både nye og flotte gamle broer spredt ud over hele turen.
I det hele taget var det en smuk og unik oplevelse at gå langs Gudenåen, der bugtede sig gennem landskabet. Nogle gange med træer langs kanten, andre gange med siv eller græs. Det var lige før det blev ensformigt smukt, men det er da til at leve med.
Stien var meget blandet: Grussti, slået græs, trampesti gennem højt græs og nogen gange bare i kanten af en afgræsset mark.
Man kunne godt se hvilke steder der tidligere havde haft udfordringer med vand. Her havde stien været trådt op, og nu hvor den var tør igen, var den meget ujævn. Så på de stykker skulle man være mere påpasselig med hvor man satte fødderne, ellers kunne man let vride om på foden. Der var også stykker med plankebeklædte stier. Både nogle nye men også nogle gamle og slidte.
På gudenåen kom der en del på udflugter i kano, både par, familier og unge gutter.
Der blev også hilst på mange lystfiskere, men jeg mødte ingen andre vandrere på stien.
Indtil Åbro havde der været nogle udfordringer med enkelte mudderhuller. De havde givet beskidte sko og våde fødder, men de havde været overskuelige.
Men 500 meter vest for Åbro blev det mere problematisk. Først var der et stort sumpet område, som jeg fandt en slags vej omkring … og alligevel ikke. Jeg kom langt fra tørskoet igennem.
Og 500 meter længere fremme kom et mudret stykke ud mod åen.
Den lige linje så godt nok våd ud, og måske kunne jeg slippe billigere ved at gå endnu en omvej, men jeg tog chancen. Jeg var allerede mudret helt til.
Det var ikke den rigtige beslutning. Mit højre ben sank i til knæet!
Jeg bevægede mig frem for at trække benet op. Det lykkedes, men da højre ben kom op sank det venstre så ned til knæet. Scenariet gentog sig en enkelt gang inden det lykkedes mig at komme over på den anden side af sumpen i lettere chokeret tilstand.
Umiddelbart var det gået godt, men det var ikke svært at forestille sig, at man kunne havde siddet uhjælpeligt fast.
Efter at have samlet mig lidt gik jeg 20-30 meter længere frem. Her var en låge og et skilt jeg stirrede længe på med vantro!
“Trækstien er midlertidig lukket pga. høj vandstand”.
Nu stod jeg så med et sumpet område på min ene side og en lukket sti på den anden.
Jeg fandt en vej sydpå op over marken, gennem et led og hen til et lille stykke skov. Her fandt jeg en sti som første til en offentlig grusvej, og herfra gik det let til Ulstrup, hvor jeg kunne proviantere i den lokale Dagli’Brugs.
Fra byen var der kun et par kilometer ud til min overnatning på Bamsebo Camping. Og den gik via en flot ny træbro, så det var et let stykke.
Ved ankomsten til campingpladsen kunne jeg se, at stien videre derfra ikke så ret god ud, så jeg besluttede at næste dag ville jeg tage landevejen et stykke.
Dette ærgrede mig i øvrigt, for jeg var jo kommet for at tage turen langs Gudenåen – ikke for at vandre på landevej.
Min beslutning blev dog ikke aktuel. Morgenen efter var jeg ramt af en træls forkølelse og kunne ikke fortsætte. Faktisk havde jeg mærket lidt allerede aftenen før, så jeg vidste der kunne være noget sygdom i vente.
Men ret surt at måtte slutte efter første dag, selv om udsigten til ikke at kunne tage hele turen langs Gudenåen nok tog toppen af ærgelsen.
Men 500 meter vest for Åbro blev det mere problematisk. Først var der et stort sumpet område, som jeg fandt en slags vej omkring … og alligevel ikke. Jeg kom langt fra tørskoet igennem.
Og 500 meter længere fremme kom et mudret stykke ud mod åen.
Den lige linje så godt nok våd ud, og måske kunne jeg slippe billigere ved at gå endnu en omvej, men jeg tog chancen. Jeg var allerede mudret helt til.
Det var ikke den rigtige beslutning. Mit højre ben sank i til knæet!
Jeg bevægede mig frem for at trække benet op. Det lykkedes, men da højre ben kom op sank det venstre så ned til knæet. Scenariet gentog sig en enkelt gang inden det lykkedes mig at komme over på den anden side af sumpen i lettere chokeret tilstand.
Umiddelbart var det gået godt, men det var ikke svært at forestille sig, at man kunne havde siddet uhjælpeligt fast.
Efter at have samlet mig lidt gik jeg 20-30 meter længere frem. Her var en låge og et skilt jeg stirrede længe på med vantro!
“Trækstien er midlertidig lukket pga. høj vandstand”.
Nu stod jeg så med et sumpet område på min ene side og en lukket sti på den anden.
Jeg fandt en vej sydpå op over marken, gennem et led og hen til et lille stykke skov. Her fandt jeg en sti som første til en offentlig grusvej, og herfra gik det let til Ulstrup, hvor jeg kunne proviantere i den lokale Dagli’Brugs.
Fra byen var der kun et par kilometer ud til min overnatning på Bamsebo Camping. Og den gik via en flot ny træbro, så det var et let stykke.
Ved ankomsten til campingpladsen kunne jeg se, at stien videre derfra ikke så ret god ud, så jeg besluttede at næste dag ville jeg tage landevejen et stykke.
Dette ærgrede mig i øvrigt, for jeg var jo kommet for at tage turen langs Gudenåen – ikke for at vandre på landevej.
Min beslutning blev dog ikke aktuel. Morgenen efter var jeg ramt af en træls forkølelse og kunne ikke fortsætte. Faktisk havde jeg mærket lidt allerede aftenen før, så jeg vidste der kunne være noget sygdom i vente.
Men ret surt at måtte slutte efter første dag, selv om udsigten til ikke at kunne tage hele turen langs Gudenåen nok tog toppen af ærgelsen.
Efterskrift.
Selv om jeg kun gik en trediedel af Trækstien, synes jeg at jeg har fået præsenteret dens udfordringer.
Mit åbenlyse spørgsmål er:
Har Trækstien nogen berettigelse som samlet vandrerute langs Gudenåen fra Randers til Silkeborg?
Herfra bliver det et klart NEJ! – For den findes simpelthen ikke i praksis.
Jeg gik en strækning på det nærmest mest optimale tidspunkt af året og mødte meget sumpede, lukkede og endda potentialt farlige steder. Jeg kan slet ikke forstille mig, hvor total håbløs den må være på andre tider af året. Man bliver nødt til, at tage nogen af de omkringliggende veje i brug.
Måske de berørte kommuner burde sætte sig sammen og præsentere en realistisk rute, der fungerer i praksis det meste af året, i stedet for at holde fast i en vision, der lige nu er ret utopisk.
Mit åbenlyse spørgsmål er:
Har Trækstien nogen berettigelse som samlet vandrerute langs Gudenåen fra Randers til Silkeborg?
Herfra bliver det et klart NEJ! – For den findes simpelthen ikke i praksis.
Jeg gik en strækning på det nærmest mest optimale tidspunkt af året og mødte meget sumpede, lukkede og endda potentialt farlige steder. Jeg kan slet ikke forstille mig, hvor total håbløs den må være på andre tider af året. Man bliver nødt til, at tage nogen af de omkringliggende veje i brug.
Måske de berørte kommuner burde sætte sig sammen og præsentere en realistisk rute, der fungerer i praksis det meste af året, i stedet for at holde fast i en vision, der lige nu er ret utopisk.