GENDARMSTIEN
Gendarmstien - 2020
Vi tog først en halv dag, hvor vi gik 10 km. Herefter 3 hele dage hvor vi gik ca. 20 km om dagen og til sidst en halv dag til de sidste 12 km.
Dag 1: Skovby-Høruphav (10 km)
Pigerne var vist lidt bekymrede på vores vegne. For det første havde de haft problemer med, at købe dagligvarer undervejs, og de berettede også om nogen de havde mødt, der var ved at give op, fordi de slæbte rundt på en 25 kg rygsæk. Vi kunne dog fortælle, at vi havde mad med til alle dage, og vores rygsække vejede 10-11 kg. inkl. telt, mad og vand, så de to halvgamle tosser havde heldigvis styr på det basale.
Vores korte første etape til Høruphav bød på godt sommervejr, og mens vi spiste frokosten, kom der flere vandrende på vej mod Skovby – tæt på deres mål. Generelt mødte vi rigtigt mange andre vandrere på Gendarmstien. Det er tydeligt, at det er en af vores mest populære vandreruter. Og der er nok heller ikke så megen tvivl om, at Corona har forøget antallet i år betydeligt.
Det var super hyggeligt, at hilse på alle de ”modgående” på Gendarmstien, både dem med små og store rygsække.
Den første korte dag gik ruten ad små stier og kun delvist langs kysten. Mange steder var der kun pletvise udsigter over Hørup Hav, fordi der var høj bevoksning. En lille del af turen gik langs stranden.
Vi gik gennem Høruphav by og forbi havnen til teltpladsen på den anden side.
Kort forinden havde Liv afsløret en lille hemmelighed. Lige inden afgang havde hun hevet den halvfulde pose ud af vores Bag-in-Box rødvin derhjemme og lagt den i sin rygsæk.
Det havde faktisk givet lidt skuldersmerter, fordi vægten ikke havde været placeret hensigtsmæssigt. Men det betød også, at vi kunne fejre første etape med et glas vin straks ved ankomst.
Der kom efterhånden over 10 telte på pladsen. Men de var spredt ud over et stort området, så der var ikke så meget snak og lejrstemning. Der er toilet på Høruphav Havn og vist også mulighed for bad. I byen, ca. 800m fra teltpladsen, er der indkøbsmuligheder. Og hvad vi helt havde overset, så var der også et pizzaria i byen.
Så første aftensmåltid bød ikke på frysetørret mad som planlagt, men pizza og rødvin. Ikke den dårligste start på turen!
Dag 2: Høruphav - Gammelmark Camping (20 km)
Herfra gik vi lidt langs kysten og derefter opad langs flotte klinter i Sønderskoven. Ved en teltplads inde i skoven spiste vi vores morgenmad – Müsli med mælkepulver og vand.
På Gendarmstien ligger der en del sådanne små primitive teltpladser, ofte ikke mere end en bænk og et stykke græs. Vi går dog helst efter dem, hvor der som minimum er et muldtoilet.
På vores vandreture synes vi også det er skønt med en campingplads hver 2. eller 3. nat, så man kan få et rigtigt bad, og nyde lidt luksus, som en stol med ryglæn.
Fra skoven gik vi til Sønderborg, forbi slottet og over Kong Christian X. Bro over Als Sund. Der lå mange lystsejlere på hver side og ventede på, at broen skulle åbne. I ferieperioden åbner broen nogen gange hver time og vi var heldige, lige at nå over broen inden bommene gik ned. På dette tidspunkt lørdag formiddag var det vist myldretid, for det tog 10 minutter inden alle både var igennem og broen var lukket igen. Det må give en del trafikale udfordringer i byen.
Efter Sønderborg gik vi langs kysten med fin udsigt til Dybbøl Mølle og lidt senere lige forbi Dybbøl Banke. Kort efter kunne vi på den anden side af bugten se Gammelmark Strand Camping, hvor vi skulle overnatte. Det virkede tæt på, men også langt væk, når vi kunne se, at vi skulle hele vejen ned forbi bugten for, at kommer derover.
Vi gik ad lidt blandede stier mod Vemmingbund og til sidst et stykke på selve stranden. Der er en grillbar ved Vemmingbund, hvor man kan spise, hvis man vil …. det ville vi gerne!
Da vi skulle tjekke ind på campingpladsen, spurgte Campingmutter:
– ”Går I på Gendarmstien?”
– ”Ja.”
– ”Et øjeblik …”
Og så gik hun lige ud i køleskabet bagved og kom tilbage med to iskolde dåseøl. For pokker, så føler man sig velkommen!
På Gammelmark er der et separat teltområde, hvor der også var autocampere. Det var en blandet flok på pladsen, men desværre ikke så mange andre vandrere. Vi mødte dog en mand fra Esbjerg der havde taget sin teenagesøn med på tur. De sov under en stor tarp på nogle ret tunge liggeunderlag. Da deres tur ikke var planlagt i god tid, var deres setup ikke specielt optimalt, men de lærte undervejs.
På campingpladsen boede der mange tyskere og der var besøg af en tysk madbil der solgte ”Hähnchen mit Pommes”, ”Currywurst” og lignende. Der var så lang kø ved bilen, at vi ikke gad vente, så dagens aftensmad blev frysetørret mad. Vores naboer fra Esbjerg prøvede den lange kø, blot for, da de var nået op som nr. 3 i køen, at få meddelelse om, at alt var udsolgt!
Dag 3: Gammelmark Camping – Iller Strand (19 km)
Kort efter campingpladsen havde der været jordskred på stien, så vi måtte på en lille omvej. Vi gik herefter gennem et stykke skov ved Skeldekobbel, hvor vi som det eneste sted på hele turen, blev angrebet af myg.
På vej ned mod Kragesand gik vi ad stranden. Først på nok den smukkeste strækning på Gendarmstien med flotte gule klinter langs kysten, delvist bevokset med farverige blomster. Og i luften fløj der digesvaler, som yngler i små huller i klinterne. Derefter kom den teknisk sværeste strækning, hvor man gik på store runde, løse sten på stranden og hvor man sagtens kunne være uheldig og falde og komme til skade.
Efter Kragesand gik det flere gange ad nogle omveje ind i landet og ud til kysten igen. Hver gang med en del stigninger og også et par fine udsigter undervejs. Det var dog en ret varm dag, det var absolut bedst at gå ved den friske blæst ude langs kysten.
Kort før vores 3. overnatningssted kom vi forbi Brusnæs Strand hvor der er toilet og vist også mulighed for bad. Og lidt derfra var der mulighed for køb selv is og sodavand. Det sted besøgte vi to gange!
Vi overnattede ved Iller Strand Naturlejrplads som i løbet af aftenen blev godt besøgt med over 10 telte. Der var bl.a to unge par, hvor det ene havde en 1½ årig datter med i en bærestol. Det krævede noget af et setup. Hatten af for ungdommens gå-på-mod.
Vores camping-venner fra Esbjerg dukkede også op sidst på eftermiddagen, godt brugte. På pladsen var der en rigtig god og hyggelig stemning med masser af snak.
Dag 4: Iller Strand – Kollund (23 km)
Turen gik først ad små veje og stier og forbi villaerne i udkanten af Broager på vej mod Egernsund. Det var ikke det mest spændende stykke på turen. I Egernsund går man over en fin gammel bro og ned langs stranden ved Alnor. Her var et stykke med en meget smattet sti, som var svært fremkommelig.
Vi gik videre langs stranden mod Rønshoved, hvor vi blandt andet kom forbi en række specielle huse i lidt sydlandsk stil. Nogle steder mindede det os mere om Italien end om Danmark. Kort før vores sidste overnatning kom vi forbi Annies Kiosk. Her kan vi på det kraftigste anbefale Annies Burger.
Dagens sidste stykke havde en heftig stigning op til Waldeck Skov, og herfra videre til vores overnatning på DCU Camping Kollund.
Der var ikke et egentligt teltområde på campingpladsen, blot en håndfuld standpladser der var forbeholdt telte. Disse var placeret lige ud til Fjordvejen, som er meget trafikkeret og ret langt fra toiletbygningen.
Vi fik et sted at sove og mulighed for bad, men ellers var det ikke den store oplevelse. Vi vil ikke anbefale denne campingplads, hvis man går på Gendarmstien.
Dag 5: Kollund – Padborg (12 km)
Vi gik først gennem Kollund Skov, som er utrolig flot. Her er slugter med broer over og vand der højlydt rislede gennem skoven. Det var næsten som, at gå i bjerge. Man kommer forbi den lille grænseovergang ved Skomagerhus, som politiet dog havde lukket med plastik-strimler. Ved grænseovergangen mødte vi et par fra Kolding, som vi fulgtes med til Kruså. Det var faktisk den eneste gang vi gik sammen med andre.
Vi holdt pause ved Kruså, hvor vores bil var parkeret. Her kunne vi tanke lidt friske drikkevarer og lette vores rygsække lidt. Det sidste stykke til Padborg gik primært langs grænsen og det meget omfattende vildsvinehegn, og der var udpræget regnvejr på de sidste 6 km.
Den sidste del var også lidt mere kuperet end forventet, så vi fejlberegnede tiden, og missede vores bus til Kruså med 5 minutter.
Men netop som vores Gendarmsti-oplevelse sluttede, klarede vejret op og solen kom frem. Vi besøgte derfor bageren i Padborg indtil den næste bus gik en time senere. Så mens vi spiste rundstykker kunne vi samtidig tørre vores regnslag i solen.
Se herunder for lidt mere information og en opsummering af hele Gendarmstien.
Logistik.
Hvis man medbringer under 2 biler, er der som altid nogen logistik med en vandrerute, der går fra A til B.
Dette var grunden til, at vi valgte start i Skovby.
Vi kørte til Kruså, hvor vi parkerede bilen. Herfra tog vi en bus til Sønderborg, og en anden videre til Skovby. Hele busturen tog ca. 2½ time inkl. en times pause i Sønderborg.
Da vandreturen sluttede for os i Padborg var der så en kort bustur tilbage til bilen ved Kruså. Vores samlede udgift til busser var 80 kr. pr. person.
I stedet for at benytte offentlig transport, kan man vælge en service der hedder biltransfer. Her ville man for 385,- kr. (sommeren 2020) kunne få sin bil kørt fra startsted til slutsted.
Lidt sødt, lidt surt og lidt undren.
Sødt: En kvinde vi mødte, havde bemærket, at der slet ikke lå nogen stykker affald på ruten. Og det er faktisk rigtigt. Vi kan nærmest ikke huske, at have stødt på skrald på turen.
Og det må vist være usædvanligt at gå en 84 km lang tur i Danmark, uden at støde på betydelige stykker smidt affald. Flot!
Surt: Vi har aldrig set så mange ”Privat” skilte i hele mit liv. Privat trappe, privat bænk, privat område, privat dit og dat!
Vi kan godt forstå, at man ikke vil have vandrere vadende gennem sin have. Og ved heller ikke, om der ligger nogle uheldige episoder til grund for de mange skilte.
Men det er måske lidt paradoksalt, at købe et hus klods op ad Danmarks nok mest populære vandrerute, hvis man værner så kraftigt om sit private liv og ejendom.
Som vandrer på Gendarmstien kan man visse steder sagtens føle sig mere eller mindre uvelkommen, og det er trist!
Undren: Som kæmpe fan af ’trailrunners’ (løbesko), undrer vi os over, at et stort flertal på Gendarmstien går i store tunge vandrestøvler?
Man skal selvfølgelig vælge det fodtøj der er bedst for en, men lidt tyder på, at der er en del konservatisme blandt vandrere. Og endnu værre kunne man frygte, at mange bruger støvler, fordi ”eksperterne” i frilufts-butikkerne automatisk anbefaler vandrestøvler, måske fordi de mangler reelle alternativer.
Opsummering.
Gendarmstien er en vandrerute af meget høj kvalitet og er også certificeret som Europæisk Kvalitetsvandrevej.
Gendarmstien emmer også af historie, bl.a. med krigen i 1864 og genforeningen i 1920.
Ruten går på stier og småveje – gennem åbent land, skove og byer. Der er også vandring på stranden og lidt stigninger og nogle flotte udsigter.
Turen en utrolig varieret og der er noget for enhver smag.
Skiltningen er rigtig god, det må næsten være umuligt, at fare vild.
Det er primært en vandrerute. Nogle stykker kan man godt tage med f.eks. en klapvogn – andre stykker kan man ikke.
Til cyklerne er der vist lavet specielle ruter.
Skal man pege på en svaghed, så vil vi fremhæve manglen på indkøbsmuligheder. Der er reelt set kun muligt at købe dagligvarer 4 steder på hele ruten. Og alle steder kræver det oven i købet, at man skal gå ekstra 500-1500 meter for at kunne handle ind.
Udvalget af primitive overnatningssteder synes vi ikke er helt så godt som på andre ruter. Især ikke set i lyset af, hvor populær stien er. Der er nogle meget primitive pladser, men vi kunne godt ønske lidt flere faciliteter, som f.eks. et muldtoilet.
På mange af shelterpladserne er der netop muldtoilet, men med det antal der vandrer på ruten lige nu, kan man ikke forvente at finde plads i et shelter.
Når man taler om vandring i Danmark er Gendarmstien nærmest et ”must”. Uanset om man er begynder eller erfaren, har ruten så meget at tilbyde.
Og vi kan på det varmeste anbefale alle, at tage turen.
Læs mere om Gendarmstien her: http://www.gendarmsti.dk/
Herunder er et kort på Google Maps med vores rute (klik på billedet).