KYST TIL KYST STIEN

Kyst til Kyst stien - 2019

Dag 1: Blåvand – Janderup – 25 km

Stranden ved Hvidbjerg Camping blev der, hvor vi begyndte KtK (Kyst-til-Kyst stien). Vi valgte at gå fra Vest mod Øst af praktiske grunde. Det er sværere at komme fra Blåvand med offentlige transportmidler i forhold til Vejle. Derfor blev vi afleveret i bil ved Blåvand, og rejste hjem fra Vejle med tog.
Den første etape begyndte altså på stranden, hvor Carlos insisterede i at stikke hånden i Vesterhavet inden vi gik mød øst. Turen gik gennem gode stier i plantagerne og en del grusveje i sommerhusområderne. Tirpitz-Bunkeren blev passeret. Vi har været der tidligere – absolut et besøg værd, men denne dag var målet Janderup. ”Høvlehuset” (værktøjsmuseum) måtte vi dog ind forbi, og her fik vi en is. Planen var, at vi skulle spise en is, hver gang der var mulighed for det – det viste sig, at der ikke var så mange isboder på KtK ruten, så det var godt at vi benyttede os af Høvlehuset.
I skoven mødte vi et par unge mænd, som næsten var i mål efter, at havde gået ca. halvdelen af KtK. Den ene planlagde at gå PCT. Dejligt at møde sådan et par friske fyre – en god snak og videre ud i det danske.
Vi gik langs Ho bugt og nåede til en hovedvej, hvor vi købte de dejligste kirsebær i en bod. Vi holdt en lille pause, og så gik turen ad en laaang grusvej i engene langs Varde Å.
”Det er lige derude ved kirken”, sagde Carlos: ”Der er slet ikke så langt, som det ser ud til”.
Bagefter viser det sig, at manden var ganske opgivende omkring KtK projektet. Så mange kilometer med en kone, som nærmest ingenting sagde. Det var altså ikke de mest oplivende kilometer.
Fremme ved Janderup Kirke var alt idyl. Shelteret var indtaget af et par med to hunde, men vi havde jo vores lille festivaltelt med. Der var også andre i telt, så der var masser af liv på pladsen.
Carlos meldte sig som frivillig til at hente rødvin og cola i Janderup Brugs. Han vendte tilbage med drikkevarerne – og 2 isbåde. Isbådene var stadig kolde, men Carlos var blevet meget varm.
Vi fik snakket med alle på pladsen. Et ungt par var godt læsset til. 20 kg til manden – men de var jo også så unge!
Afgang Vesterhavet
Afgang fra Vesterhavet
Tid til pause på Kyst til Kyst Stien
Pause
Grusveje på vej til Janderup
Lange grusveje før Janderup
Shelterpladsen Janderup
Shelterplads i Janderup

Dag 2: Janderup – Karlsgårde Sø - 23 km

Kyst til Kyst Stien langs Varde Å
Sti langs Varde Å
Efter første nat på KtK var vores lille festivaltelt smaskvådt af dug. I øvrigt eneste gang vi oplevede dette. Vi havde nok planlagt en tidligere afgang, men valgte at vente til morgensolen havde tørret teltet, inden vi drog af sted.
Første del af turen gik ad små veje og markveje, indtil vi endte ved det kryds der hedder Tændpibekrydset. Det er der hvor vejen fra Varde deler sig, og kører henholdsvis mod Blåvand/Vejers og Nørre Nebel/Henne Strand.
Vi gik et lille stykke langs den meget trafikerede vej, inden der igen var markveje over til Nordre Boulevard, hvor vi gik over Varde Å, og drejede ned på en lille sti, der langs åen gik de sidste par kilometer ind til Varde by.
Da det var ved at være tid til frokost, valgte vi, at gå en lille omvej i Varde for at finde noget mad. Det endte med at blive en sandwich ved Kylling & Co., hvor vi kunne sidde udenfor i skyggen og smide skoene.
Efter Varde ventede knapt 10 km langs Varde Å.
Dagen var den 24. juli 2019 – årets varmeste dag, hvor vi nåede op over 30 grader i skyggen. Der var en lille smule østenvind, hvilket gjorde vores valg af retning en smule mere udholdelig, end for dem der kom østfra. Vi lavede hovedbeklædning af våde stofbleer, for at holde hovedet nedkølet.
Stierne gik ofte i kanten mellem markerne og åen, og flere gange skulle hegn forceres via snedige trappe-løsninger. En enkelt gang gik vi forkert på en mark med kvæg – vi havde overset den blå halmsnor vi skulle under, for at finde stien igen. På åen kom flere kanoer sejlende. I en enkelt kano var der en passagerer med en stor rygsæk. Da de passerede os, kunne de grinende råbe, at det var en vandrer der fik et lift ind til Varde. Smart!
På et tidspunkt gik stien under omfartsvejen øst for Varde. Under den store bro ved åen var der køligt og skyggefuldt, og der blev holdt en lang velfortjent pause. Kort efter mødte vi et par, hvor især den kvindelige halvdel så meget overophedet ud.
Det første hun sagde var: ”Ved I hvor der er noget vand?” Vi tilbød hende noget af vores vand, men hun mente, at hun godt kunne nå til Varde uden at komme i problemer.
Varde Å løber ud i Karlsgårde Sø ved Karlsgårdeværket, som man kommer forbi. Vi gik derefter de sidste par kilometer langs søen, inden vi nåede dagens planlagte overnatning på Å-pladsen ved Karlsgårde sø.
På pladsen er der et shelter, som var optaget af et par unge fyre. De var dog ved at pakke ned og ville forlade pladsen efter aftensmaden, så vi kunne godt sove i shelteret om natten.
Ud over os, kom der flere hold i kano og en enkelt cyklist. Der var i alt 4 telte på pladsen.
Aftensmaden var frysetørret mad. Om aftenen snakkede vi en del med cyklisten, som havde en lille hjemmeside med test af outdoor grej.
Kano på Varde Å
Kano på Varde Å
Trappe over hegn på Kyst til Kyst Stien
Trappe over hegn
Beduiner på afveje
Beduinere på afveje

Dag 3: Karlsgårde Sø – Holmeå Camping - 27 km + omveje

Der ventede os endnu en varm dag, og modsat den første morgen, var vi tidligt oppe denne dag. Før nogle af de andre på pladsen stod op, havde vi pakket sammen i stilhed, og var listet ud på ruten.
Desværre havde Liv fået et voldsomt brændende udslæt på det nederste af benene. Google kunne fortælle os, at det med al sandsynlighed var ”Exercise-Induced Vasculitis” eller ”Golfer’s Rash”, som er vildt ubehageligt, men heldigvis forholdsvis uskadeligt. Så vi fortsatte fortrøstningsfulde ud på dagens tur.
Den første del af turen var på mindre grusveje og stier langs Holme Å. Vi holdt pause og spiste morgenmad ved en vandhane, som var placeret nærmest midt ude i ingenting. Derefter fortsatte vi ad små stier langs Holme Å, og varmen kom langsomt snigende, som vi nærmede os Tofterup, hvor vi ville holde frokostpause. Da vi kom til Tofterup gik vi direkte efter Brugsen for at købe et par kolde Pepsi Max og lidt mad.
Ifølge KtK-kortet var Brugsen i den østlige ende af byen, men da vi kom frem, kunne vi konstatere, at den nu tidligere brugs, var omdannet til et samlingssted for byen. En lokal mand kunne berette, at der var bygget en helt ny fin Brugs i den anden ende af byen … altså nærmest den ende vi kom fra.
Selv om det kun var en kort omvej på 2×1 km, så føltes det som urimeligt langt i den tiltagende hede. Heldigvis havde den nye Dagli’Brugs i Tofterup både aircondition og et lille café-område, så der kunne nydes fransk hotdogs og kolde colaer. Der var desuden en udendørs vandhane, hvor Liv kunne få nedkølet sine medtagne ben i en bærepose fyldt med vand.
Efter byen gik turen igen ad små stier langs åen. Vi kom forbi en lille shelterplads, hvor vi drejede fra stien, fordi der var mulighed for, at få vand fra en udvendig vandhane på en nærliggende gård. Fra gården valgte vi en alternativ rute de næste 3 km, hvor vi tog nogle små landeveje i stedet for de små stier langs åen. Beslutningen blev truffet, fordi det virkede mere overskueligt for Liv at gå på jævne veje med det medtagne ben.
Ved Baldersbæk gik vi igen ind på den planlagte rute, og nu gik det op og ned ad bakke ad små stier mellem træerne. Man skulle være meget opmærksom, fordi stierne var fyldt med rødder, og tempoet var derfor noget lavere end ved turen på landevejen.
Her sidst på en meget varm dag, var det lidt sværere, at blive begejstret for det mere udfordrende terræn. Efter træerne gik turen langs en nyhøstet græsmark, hvor det var svært at se nogen sti, og videre ad nye små stier mod Houborg.
Vi overnattede på Holme Å Camping. Her var der mulighed for køb af kolde drikke og aftensmad (kebabmix) og ikke mindst for, at få et dejligt tiltrængt bad. Campingfatter fandt en papkasse og en plastsæk til Liv, så hun kunne lave endnu et koldt fodbad til de medtagede ben. Der var pænt fyldt på campingpladsen, men vi var eneste telt på det område, der var forbeholdt telte.
Hvil i vejkanten
Tid til hvil
Over åen
Holme Å krydses
Nedkøling af fødderne
Benene nedkøles i Tofterup
På Kyst til Kyst Stien
På skovstierne

Dag 4: Holmeå Camping - Bække - 18 km (alternativ rute)

Kyst til Kyst Stien er spærret
Vejen er spærret
På grund af Livs sølle ben valgte vi at omlægge dagens etape. I stedet for den planlagte rute langs åen, gik vi det meste af dagen langs nogle små landeveje og grusveje hele vejen til Bække, hvor vi kunne købe ind i den lokale Brugs.
Overfor Brugsen er der et fint turistkontor med en lille hærvejsudstilling, toilet og mulighed for bad. Denne er primært lavet på grund af Hærvejen, da Kyst-til-Kyst stien ikke går gennem selve Bække by.
Vores overnatning var på en shelterplads ved en spejderhytte ca. 1,5 km nord for byen. Her mødte vi en mand og hans bonussøn, der lige havde gået deres første dag på Hærvejen.
Nogen gange kan vi godt føle, at vi forbereder os lidt for meget til vores ture. Men her var et klart eksempel på det modsatte. De var udstyret med dårlige rygsække (manden kaldte dem ”fisketasker”) og ikke mindst håbløst fodtøj, der på ingen måde var velegnet til vandring.
De var hårdt ramt allerede efter første dag, og det viste sig da også, at de dagen efter besluttede sig for, at stoppe eventyret. Men vi havde en hyggelig aften sammen på pladsen.
I løbet af aftenen fik vi på pladen desuden besøg af et par unge familier i biler, der mente, at deres børn skulle ud i ”naturen” og derfor brugte de pladsen til en lille grillfest. Til aftensmad havde vi planlagt at købe pizza. Men der var ikke den store lyst til, at gå de 2×1,5 km ind til det lokale pizzaria i Bække. Det er også som om, man lidt mister lysten til lækker mad på disse vandreture over flere dage. Der skal bare mad indenbords – hvad det er, er knapt så vigtigt.
Vittrup Baun
Vittrup Baun blev passeret
Lange grusveje på Kyst til Kyst Stien
Lange grusveje
I høj fart ind i Bække
Fuld fart ind i Bække

Dag 5: Bække – Ravningbroen - 23 km

Hele ruten for denne dag har sammenfald med hærvejen. Det er hele vejen på gode stier, grusveje eller på mindre asfalterede veje.
Vores oprindelige plan var at overnatte ved Bindeballe Købmandsgård, som vi nåede lige omkring frokost. Vi købte brød og pålæg til vild overpris i den lille, fine historiske købmandsbutik. Men efter at have spist, følte vi os friske nok til lige at snuppe 6-7 km ekstra for, at afkorte den sidste etape.
Fra købmandsgården var der en fin luksus sti til næste teltplads som ligger ved siden af Ravning Station (Ravningbroen). Her er både udstillingslokale og toilet, og der kom en del besøgende til stedet i løbet af dagen og aftenen.
På teltpladsen var allerede et ægtepar med deres hund. De var erfarne campister og havde medbragt en masse grej fra deres campingvogn. Ikke mindst havde de medbragt en trækvogn for at kunne have det hele med, inkl. hunden. Efter første dag, var de dog allerede lidt trætte af det valgte koncept, og enden blev vist, at de vendte om og gik tilbage til Vejle igen den efterfølgende dag.
Til aftensmad delte vi vores sidste frysetørrede mad. Dette havde været vores aftensmad alle dage, med undtagelse af vores overnatning på Holme Å Camping, hvor der var grillmad.
Bække shelterplads
Morgen på Bække shelterplads
Både Hærvej og Kyst til Kyst Stien
Hærvej og KtK
Bindeballe Købmandsgård
Bindeballe Købmandsgård
Alle veje fører hjem
Alle veje fører hjemad

Dag 6: Ravningbroen – Vejle - 16 km

En lille pause på Kyst til Kyst Stien
En lille pause
Efter flere dages vandring tværs over Jylland er man godt mættet af indtryk. Den sidste etape bliver nok ofte noget, der til dels ”bare” skal overstås.
Vi stod forholdsvis tidligt op den sidste morgen, pakkede ned og gik den sidste korte dagstur.
Den fine brede sti fortsatte ind til Vejle. Vi kom forbi Vingsted-centret, som dog ikke blev studeret nærmere. Turen gik gennem et lettere kuperet landskab med flotte udsigter.
Og som noget helt nyt, bød dagen også på vand fra oven! En kort men heftig regnbyge ramte os kort før Vejle. Regnslagene kom frem – så var det da ikke helt spildt, at vi havde slæbt dem med hele vejen.
På 2019 kortet af Kyst-til-Kyst stien, sluttede turen et lidt tilfældigt sted i den vestlige del af Vejle.
Faktisk havde vi klippet lidt af starten i Blåvand og valgt i stedet at gå ekstra 2 kilometer ned til ”Bølgerne”, så Carlos kunne stikke hånden i Vejle Fjord, og dermed symbolisere, at vi havde gået fra kyst til kyst.
I dag er KtK ruten faktisk ændret, så den netop går helt ned til havnen i Vejle. Men dernede ved fjorden var det hele så slut!
Vi traskede tilbage til centrum, hvor der var god tid til vores tog afgik omkring aftenstid. Der blev købt lidt mad, og Liv gik lidt rundt i byen, mens Carlos primært hang ud og slappede af på Banegårdspladsen.
Der blev spist aftensmad i Vejle inden vi tog toget hjemad.
Hotel Haraldskær
Hotel Haraldskær
I ly for regnen
I ly for regnen
Ankomst Vejle Fjord
Ankomst Vejle Fjord

Opsummering.

Kyst-til-Kyst Stien er blevet skabt med samarbejde mellem flere kommuner på ruten, og med velvilje fra en masse private lodsejere. Den er godt afmærket og der er masser af faciliteter på ruten, og ikke mindst mange primitive overnatningsmuligheder.
Turens store styrker er dens variation og flotte natur. Gode stier, grusveje, små asfaltveje, små stier gennem skov og stier langs åerne. Der er noget for enhver smag.
Vores oplevelse på turen var intet mindre end fantastisk, og kan varmt anbefale alle at tage hele- eller dele af turen. Kyst-til-Kyst Stien får uden at blinke 5 ud af 5 stjerner.
Vi har allerede snakket om, at tage turen igen om et par år.
Se mere på: https://www.kyst-kyststien.dk/

Herunder er et kort på Google Maps med vores rute (klik på billedet).
De røde og lilla ruter var den officielle rute i 2019. De gule ruter var vores alternativer.