Bryrupbanestien

Mikroeventyr: Bryrupbanestien (og Den Genfundne Bro).

Vores første mikroeventyr. Vi definerer her et mikroeventyr, som en kort vandretur med en enkelt eller ingen overnatninger.
Dette var en lille weekendtur – planlagt efter en kvinde, som blev halt efter 20 km på seneste vandretur.
Vi tog et stykke af Bryrupbanestien som går på den nedlagte Bryrupbane mellem Silkeborg og Horsens. Hele ruten er 61 km, og vi gik ca. 1/3.

Lørdag:
Østbirk til Brædstrup: Vandre cirka 11 km – bl.a. over Den Genfundne Bro.
Overnatning.

Søndag:
Brædstrup til Bryrup: Vandre cirka 11 km.
Bryrup til Vrads Station: Med veterantog.
Vrads station til Vrads by: Vandre 1,5 km.

En tur som udover et fantastisk septembervejr bød på meget mere end det at vandre. Selve vandreturen var præget af usædvanligt velanlagte stier, som ofte var asfalterede cykelstier. Meget velegnet til cykler og barnevogne. De var lagt på den gamle Bryrupbane og bød på masser af modne æbler, mirabeller og lidt brombær og hindbær.
Efter de første 5 km dukkede Den Genfundne Bro op. Så fin og rød med en rislende ”flod” under sig og masser af mennesker, som nød udsigten og septembersolen. Vi nød både selskabet og det dejlige miljø, som der var skabt omkring broen.

Efter broen havde vi cirka 5-6 km til Brædstrup, hvor vi havde planer om at overnatte på en teltplads øst for byen. Pladsen viste sig dog at være lidt for simpel til et par modne vandrefolk. Der var ingen bord og ret megen lokal trafik på stien tæt ved pladsen. Derfor valgte vi at satse på en shelterplads som lå på den anden side af byen.
I Brædstrup viste både vejret og byen sig fra sin bedste side. Byen bød på mange små og store spots, hvor der var mulighed for både afslapning og aktivitet. Efter indkøb valgte vi aktiviteten ”afslapning” med en kop rødvin og lidt snack i parken. Senere gik turen til det lokale pizzeria og direkte videre med en varm pizza i hånden.

På shelterpladsen var der allerede gang i den. Alle 3 sheltere var optaget – én sovepose i hver shelter. Det var ikke noget problem for os, som havde telt med, men det var alligevel nødvendigt for den kvindelige halvdel af vandreparret at markere vigtigheden af, at der skulle gøres plads, hvis der skulle komme flere.

Måske ikke den mest venlige opstart på aftenen, hvor vi skulle dele shelterplads med 3 unge fyre, men det blev alligevel en gevaldig aften.
Der blev delt vandreerfaringer, psycodelic trance musik, livshistorier, enkelte fif omkring tag-kit og lidt pizzarester. En mindeværdig aften, som man ikke kan planlægge sig til.

Æbler smages
Æble-bingo: Sur eller sød?
Udsigt fra bro
Udsigt over en sø
Den Gendfundne Bro
Den Genfundne Bro
Park i Brædstrup
Park i Brædstrup

Dagen derpå gik til Bryrup, hvor vi havde god tid til at købe frokost i Brugsen og spise denne, mens vi iagttog køen til veterantoget vokse. Vi var lidt spændte på om der var plads til os i toget, men der var masser af plads, og vi nød turen i det gamle tog.

Ved Vrads stoppede toget på den idylliske, gammel station med sol og servering. Det var et virkeligt fint sted, så vi tog os tid til at nyde en is og den gode stemning.

Fra stationen gik vi et par kilometer for at komme til vores bil, som stod parkeret ved Vrads Kirke. Glade og mættede af gode oplevelser kørte vi hjem for at planlægge vores næste eventyr.

Shelterpladsen
Vores telt på shelterpladsen
Træer langs stien
Træer langs stien
Kirke i Vinding
Pause ved Vinding Kirke
Vrads Station
Vrads Station