HÆRVEJEN
Hærvejen (projekt)
Hærvejen må vist betegnes som vores vandremæssige kludetæppe.
I løbet af 2020 og 2021 gik vi fra Viborg til Vojens i en række mindre sektioner. Og i 2023 tog vi et par dage nord for Viborg.
I foråret 2024 gik Carlos stykket fra Hirtshals til Aars alene over 3 weekender. Disse er beskrevet i etape 14-20 herunder.
I sommerferien 2024 havde vi planlagt at gå hele Hærvejen fra Frederikshavn til Padborg, men vejret var så lidt sommerligt, at vi allerede ved Aalborg besluttede, at bruge ferien på noget der gav mere mening.
Her på siden kan man læse lidt om vores oplevelser på Hærvejen gennem årene.
Afsnittene er herunder placeret i geografisk rækkefølge – fra nord mod syd. De øverste beskrivelser er altså fra Nordjylland og de nederste fra det sydlige Jylland.
Etape-numrene angiver den kronologiske rækkefølge på hvornår vi tog etaperne. Etape 1 var vores første dag på Hærvejen i Påsken 2020 og Etape 25 er vores seneste i sommeren 2024.
I løbet af 2020 og 2021 gik vi fra Viborg til Vojens i en række mindre sektioner. Og i 2023 tog vi et par dage nord for Viborg.
I foråret 2024 gik Carlos stykket fra Hirtshals til Aars alene over 3 weekender. Disse er beskrevet i etape 14-20 herunder.
I sommerferien 2024 havde vi planlagt at gå hele Hærvejen fra Frederikshavn til Padborg, men vejret var så lidt sommerligt, at vi allerede ved Aalborg besluttede, at bruge ferien på noget der gav mere mening.
Her på siden kan man læse lidt om vores oplevelser på Hærvejen gennem årene.
Afsnittene er herunder placeret i geografisk rækkefølge – fra nord mod syd. De øverste beskrivelser er altså fra Nordjylland og de nederste fra det sydlige Jylland.
Etape-numrene angiver den kronologiske rækkefølge på hvornår vi tog etaperne. Etape 1 var vores første dag på Hærvejen i Påsken 2020 og Etape 25 er vores seneste i sommeren 2024.
Etape 14: Hirtshals – Nørre Lyngby – 30 km.
Etaperne 14-20 fra Hirtshals til Aars er vandret solo af Carlos.
Turen begyndte på banegården i Hirtshals og det første stykke ud af byen var på en fin sti med udsigt over det prægtige Vesterhav. Turen gik videre op omkring Hirtshals Fyr og forbi nogle bunkere fra besættelsen, rundt om Hotel Fyrklit og ned på stranden via en lang træbro. På stranden kom der flere å-udløb, som det ikke var muligt at komme tørskoet over.
Hos Købmand Munch ved Tornby Strand købte jeg en dyr saltkaramel is til 30 kroner og fortsatte vandreturen gennem et område med klitter, hvor det gik lidt op og ned. Ruten slår et sving gennem Tornby Klitplantage, og på en sti ned mod stranden fik jeg konsekvenserne af de store mængder regn, der var kommet på det seneste. Stien var oversvømmet to steder og nogen havde forsøgt at smide brædder, en palle, nogle træstykker og en fiskekasse for at gøre det muligt at komme nogenlunde tørskoet over.
Kort efter en flot træbro over Liver Å kom jeg til en parkeringsplads med et bord/bænkesæt, hvor jeg holdt pause og spiste lidt frokost.
Indtil nu havde stierne været mere udfordrende end jeg havde forventet og tempoet havde derfor været noget langsommere end min tidsplan, så det ville blive en meget lang vandredag for mig.
Det var ikke blevet til meget vandring i år før denne tur, så jeg vidste, at min krop ville blive vred på mig.
Efter frokostpausen gik jeg ind i et sommerhusområde på vej mod Lønstrup, som er en typisk lille turistby på Vestkysten med masser af restauranter og isboder. Eneste dagligvarebutik er en Spar, som til gengæld er en ret stor en af slagsen. Jeg købte to Pepsi Max til min aftensmad de to næste dage. Butikken i Lønstrup er nemlig den eneste butik på hele ruten mellem Hirtshals og Blokhus, ud over Munchs lille butik, hvor jeg købte is tidligere på dagen.
Lige efter Lønstrup gik stien langs Lønstrup Klint som var et fuldstændig fantastisk stykke. Klinten er op til 60 m høj og udsigten deroppe er imponerende.
Det sidste stykke hen til Rubjerg Knude var små kringlede stier der snoede sig op og ned gennem klitterne på et underlag af blødt sand. Jeg havde gået næsten 25 kilometer og følte mig efterhånden noget brugt og både ben og fødder var ømme. Turen gik i snegletempo på et tidspunkt hvor jeg var begyndt at skue hen imod at afslutte dagens vandring.
Men langt om længe nåede jeg hen til det let genkendelige fyr.
Kort efter Knuden en lille primitiv teltplads, hvor jeg havde overvejet at overnatte. Men et truende regnvejr næste morgen havde fået mig til at genoverveje min plan. Jeg frygtede at skulle pakke ned i regnvejr uden nogen steder at gå i ly, så valget blev at gå yderligere 4 kilometer til en campingplads.
Klokken var over 17 inden jeg nåede til Gl. Klitgaard Camping. Der var køligt og blæsende og ret tomt på pladsen. Campingpladsens ejer fortalte, at selv mange af forårets fastliggerne ikke var kommet endnu.
Efter at have sat teltet op og klargjort sovepladsen, besluttede jeg mig for at gå direkte til aftensmaden.
Vejrudsigten meldte om regn næste morgen indtil ved 9-tiden, så jeg forventede ikke at komme tidligt videre.
Turen begyndte på banegården i Hirtshals og det første stykke ud af byen var på en fin sti med udsigt over det prægtige Vesterhav. Turen gik videre op omkring Hirtshals Fyr og forbi nogle bunkere fra besættelsen, rundt om Hotel Fyrklit og ned på stranden via en lang træbro. På stranden kom der flere å-udløb, som det ikke var muligt at komme tørskoet over.
Hos Købmand Munch ved Tornby Strand købte jeg en dyr saltkaramel is til 30 kroner og fortsatte vandreturen gennem et område med klitter, hvor det gik lidt op og ned. Ruten slår et sving gennem Tornby Klitplantage, og på en sti ned mod stranden fik jeg konsekvenserne af de store mængder regn, der var kommet på det seneste. Stien var oversvømmet to steder og nogen havde forsøgt at smide brædder, en palle, nogle træstykker og en fiskekasse for at gøre det muligt at komme nogenlunde tørskoet over.
Kort efter en flot træbro over Liver Å kom jeg til en parkeringsplads med et bord/bænkesæt, hvor jeg holdt pause og spiste lidt frokost.
Indtil nu havde stierne været mere udfordrende end jeg havde forventet og tempoet havde derfor været noget langsommere end min tidsplan, så det ville blive en meget lang vandredag for mig.
Det var ikke blevet til meget vandring i år før denne tur, så jeg vidste, at min krop ville blive vred på mig.
Efter frokostpausen gik jeg ind i et sommerhusområde på vej mod Lønstrup, som er en typisk lille turistby på Vestkysten med masser af restauranter og isboder. Eneste dagligvarebutik er en Spar, som til gengæld er en ret stor en af slagsen. Jeg købte to Pepsi Max til min aftensmad de to næste dage. Butikken i Lønstrup er nemlig den eneste butik på hele ruten mellem Hirtshals og Blokhus, ud over Munchs lille butik, hvor jeg købte is tidligere på dagen.
Lige efter Lønstrup gik stien langs Lønstrup Klint som var et fuldstændig fantastisk stykke. Klinten er op til 60 m høj og udsigten deroppe er imponerende.
Det sidste stykke hen til Rubjerg Knude var små kringlede stier der snoede sig op og ned gennem klitterne på et underlag af blødt sand. Jeg havde gået næsten 25 kilometer og følte mig efterhånden noget brugt og både ben og fødder var ømme. Turen gik i snegletempo på et tidspunkt hvor jeg var begyndt at skue hen imod at afslutte dagens vandring.
Men langt om længe nåede jeg hen til det let genkendelige fyr.
Kort efter Knuden en lille primitiv teltplads, hvor jeg havde overvejet at overnatte. Men et truende regnvejr næste morgen havde fået mig til at genoverveje min plan. Jeg frygtede at skulle pakke ned i regnvejr uden nogen steder at gå i ly, så valget blev at gå yderligere 4 kilometer til en campingplads.
Klokken var over 17 inden jeg nåede til Gl. Klitgaard Camping. Der var køligt og blæsende og ret tomt på pladsen. Campingpladsens ejer fortalte, at selv mange af forårets fastliggerne ikke var kommet endnu.
Efter at have sat teltet op og klargjort sovepladsen, besluttede jeg mig for at gå direkte til aftensmaden.
Vejrudsigten meldte om regn næste morgen indtil ved 9-tiden, så jeg forventede ikke at komme tidligt videre.
Etape 15: Nørre Lyngby – Manna – 21 km.
Vejrudsigten fik ret.
Søndag morgen kom der masser af regn krydret med blæst og kraftige vindstød. Mit lille MSR telt fik nogle tæsk og svajede en del når det blev ramt af vinden. Jeg kunne ikke se nogen grund til at gå ud i regnen, så jeg valgte at blive liggende i soveposen og vente til det hele var overstået.
Jeg hilste på camping-fatter gennem ruden til receptionen da jeg gik ud fra campingpladsen.
Først gik ruten gennem et område med sommerhuse, og herefter et stykke på små asfaltveje. Turen fortsatte ad asfaltvej til den lille by Vittrup og videre op mod Børglum Kloster hvor det ekstra slid blev rigt belønnet med en fantastisk udsigt over området og ud over Løkken og Vesterhavet.
Efter klosteret drejede stien fra asfaltvejen ud på to mudrede hjulspor, men heldigvis kunne man gå på græsset mellem dem.
April havde allerede været rekord våd, og de ekstra 15 millimeter der var kommet denne morgen, havde ikke gjort stierne bedre.
Området bestod af store marker så langt øjet rakte. Der var et par få læbælter, men ikke nok læ til at man havde lyst til at sætte sig og holde en pause. Den kraftige blæst havde jeg mærket hele dagen, men nu fik den ekstra magt og den bankede ind i mit hoved.
Efter et stykke tid sluttede markvejen og man skulle krydse over en grøn græsmark. Man kunne ikke se nogen sti, men midt på marken var der sat en pæl man kunne sigte efter. Den første del af marken stod under vand, så det var med helt våde sko jeg kom over på den anden side.
Turen gik ad flere små landeveje med åbne vidder og mere blæst hele vejen ind til byen Thise. For god ordens skyld skal det bemærkes, at det altså ikke er ”den” Thise med det velkendte mejeri.
Fra byen gik jeg ud til kirken som var blevet placeret på et af de højeste steder i området, så pulsen kom lidt op. Ved kirken var der mulighed for at få vandflaskerne fyldt op til det næste døgns tid, der var nemlig ikke muligheder for at få vand igen før min tur sluttede ved Hune og Blokhus. Fra Thise Kirke er der kun en kilometer til nabobyen Manna. Her lå der indtil for et par år siden en lille købmand, men som i så mange andre små byer har den måttet dreje nøglen om. Min overnatning var i et lille shelter som ligger i udkanten af Manna, faktisk lige ved byskiltet. Det ligger åbent og tæt ved en mindre vej, så der kom lidt trafik forbi.
Det havde langt fra været den mest spændende vandredag. Meget havde været på små asfaltveje og småveje langs store åbne marker så langt man kunne se, så der havde ikke været meget andet at se. Der havde heller ikke været megen læ, så det meste af dagen havde jeg haft den kraftige blæst bankende ind i ansigtet.
I det fine lille shelter i udkanten af Manna blæste det også ind i shelteret, men det var heldigvis udstyret med en presenning der kunne rulles ned foran åbningen, og det kunne tage det værste af blæsten om natten. Selv om der også var lidt sol i shelterets åbning, så var der stadig en del blæst, og det var efterhånden småkoldt at sidde stille.
Noget af det jeg elsker ved at vandre om sommeren er, at man ofte kan sidde ude og nyde det godt vejr om aftenen når man kommer til lejren. Lige nu var det bare for koldt.
Jeg gik derfor tidligt i soveposen og så et afsnit af en serie på mobiltelefonen inden jeg lagde mig til at sove. Der gik en del tid inden jeg fik varmen, især i fødderne.
Nattens søvn blev lidt mere urolig end dagen før. Der kom af og til biler kørende forbi pladsen og presenningen på shelteret bankede lidt i blæsten og skabte lidt støj.
Søndag morgen kom der masser af regn krydret med blæst og kraftige vindstød. Mit lille MSR telt fik nogle tæsk og svajede en del når det blev ramt af vinden. Jeg kunne ikke se nogen grund til at gå ud i regnen, så jeg valgte at blive liggende i soveposen og vente til det hele var overstået.
Jeg hilste på camping-fatter gennem ruden til receptionen da jeg gik ud fra campingpladsen.
Først gik ruten gennem et område med sommerhuse, og herefter et stykke på små asfaltveje. Turen fortsatte ad asfaltvej til den lille by Vittrup og videre op mod Børglum Kloster hvor det ekstra slid blev rigt belønnet med en fantastisk udsigt over området og ud over Løkken og Vesterhavet.
Efter klosteret drejede stien fra asfaltvejen ud på to mudrede hjulspor, men heldigvis kunne man gå på græsset mellem dem.
April havde allerede været rekord våd, og de ekstra 15 millimeter der var kommet denne morgen, havde ikke gjort stierne bedre.
Området bestod af store marker så langt øjet rakte. Der var et par få læbælter, men ikke nok læ til at man havde lyst til at sætte sig og holde en pause. Den kraftige blæst havde jeg mærket hele dagen, men nu fik den ekstra magt og den bankede ind i mit hoved.
Efter et stykke tid sluttede markvejen og man skulle krydse over en grøn græsmark. Man kunne ikke se nogen sti, men midt på marken var der sat en pæl man kunne sigte efter. Den første del af marken stod under vand, så det var med helt våde sko jeg kom over på den anden side.
Turen gik ad flere små landeveje med åbne vidder og mere blæst hele vejen ind til byen Thise. For god ordens skyld skal det bemærkes, at det altså ikke er ”den” Thise med det velkendte mejeri.
Fra byen gik jeg ud til kirken som var blevet placeret på et af de højeste steder i området, så pulsen kom lidt op. Ved kirken var der mulighed for at få vandflaskerne fyldt op til det næste døgns tid, der var nemlig ikke muligheder for at få vand igen før min tur sluttede ved Hune og Blokhus. Fra Thise Kirke er der kun en kilometer til nabobyen Manna. Her lå der indtil for et par år siden en lille købmand, men som i så mange andre små byer har den måttet dreje nøglen om. Min overnatning var i et lille shelter som ligger i udkanten af Manna, faktisk lige ved byskiltet. Det ligger åbent og tæt ved en mindre vej, så der kom lidt trafik forbi.
Det havde langt fra været den mest spændende vandredag. Meget havde været på små asfaltveje og småveje langs store åbne marker så langt man kunne se, så der havde ikke været meget andet at se. Der havde heller ikke været megen læ, så det meste af dagen havde jeg haft den kraftige blæst bankende ind i ansigtet.
I det fine lille shelter i udkanten af Manna blæste det også ind i shelteret, men det var heldigvis udstyret med en presenning der kunne rulles ned foran åbningen, og det kunne tage det værste af blæsten om natten. Selv om der også var lidt sol i shelterets åbning, så var der stadig en del blæst, og det var efterhånden småkoldt at sidde stille.
Noget af det jeg elsker ved at vandre om sommeren er, at man ofte kan sidde ude og nyde det godt vejr om aftenen når man kommer til lejren. Lige nu var det bare for koldt.
Jeg gik derfor tidligt i soveposen og så et afsnit af en serie på mobiltelefonen inden jeg lagde mig til at sove. Der gik en del tid inden jeg fik varmen, især i fødderne.
Nattens søvn blev lidt mere urolig end dagen før. Der kom af og til biler kørende forbi pladsen og presenningen på shelteret bankede lidt i blæsten og skabte lidt støj.
Etape 16: Manna – Blokhus – 18 km.
Det havde været en lidt kølig nat. Det er normalt koldere at sove i shelter end i et telt, fordi der ofte er mere træk og et større rum at varme lidt op med kropsvarmen.
Jeg havde valgt at stå op kl. 6 for at komme tidligt af sted, så jeg kunne nå en bus fra Blokhus ved middagstid.
En stor del af denne vandredag var på asfalt, men modsat dagen før, gik vejen forbi en masse varierende landskab og ejendomme.
Jeg gik gennem Sønder Saltum, hvor jeg havde planlagt at holde en pause. Mange af husene i byen så forsømte ud og en del havde mørke nedrullede gardiner i alle vinduer.
Og der var ingen bænk på turen gennem Sønder Saltum, så de var måske ikke så vant til at få besøgende.
Da jeg kom til en lille klynge med huse, der tilsammen kaldte sig Østrup, fik jeg dog mulighed for min pause. Der stod nemlig en bænk og en stol tæt på vejen. Det var ret sikkert på privat område, men de stod så langt ude ved vejen så jeg tænke det måtte være i orden at bruge dem til et lille hvil.
Kort efter Østrup kom jeg forbi to læbælter med træer, der var så tydeligt vindblæste, at man ikke var i tvivl om hvilken retning der vendte mod vest. Ruten gik ud langs en stor vej, forbi Fårup Sommerland, som dog så ret lukket ud denne mandag. Efter et par kilometer drejede ruten ind på den fineste lille sti mellem små lave træer som førte hen mod Hune Kirke.
Mens jeg sad og hvilede mig lidt ved parkeringspladsen, kom kirkens graver forbi. Han vandrede selv en del, så vi fik en god snak om Hærvejen. Han kunne godt genkende min beskrivelse af gårsdagens mindre gode vandreoplevelse, og fortalte at han anbefalede at følge Nordsøstien på det stykke i stedet. Den skulle være mere spændende.
Fra Hune var der en lille skov inden man rammer vejen ind til Blokhus hvorfra jeg tog bussen hjemad.
Jeg havde valgt at stå op kl. 6 for at komme tidligt af sted, så jeg kunne nå en bus fra Blokhus ved middagstid.
En stor del af denne vandredag var på asfalt, men modsat dagen før, gik vejen forbi en masse varierende landskab og ejendomme.
Jeg gik gennem Sønder Saltum, hvor jeg havde planlagt at holde en pause. Mange af husene i byen så forsømte ud og en del havde mørke nedrullede gardiner i alle vinduer.
Og der var ingen bænk på turen gennem Sønder Saltum, så de var måske ikke så vant til at få besøgende.
Da jeg kom til en lille klynge med huse, der tilsammen kaldte sig Østrup, fik jeg dog mulighed for min pause. Der stod nemlig en bænk og en stol tæt på vejen. Det var ret sikkert på privat område, men de stod så langt ude ved vejen så jeg tænke det måtte være i orden at bruge dem til et lille hvil.
Kort efter Østrup kom jeg forbi to læbælter med træer, der var så tydeligt vindblæste, at man ikke var i tvivl om hvilken retning der vendte mod vest. Ruten gik ud langs en stor vej, forbi Fårup Sommerland, som dog så ret lukket ud denne mandag. Efter et par kilometer drejede ruten ind på den fineste lille sti mellem små lave træer som førte hen mod Hune Kirke.
Mens jeg sad og hvilede mig lidt ved parkeringspladsen, kom kirkens graver forbi. Han vandrede selv en del, så vi fik en god snak om Hærvejen. Han kunne godt genkende min beskrivelse af gårsdagens mindre gode vandreoplevelse, og fortalte at han anbefalede at følge Nordsøstien på det stykke i stedet. Den skulle være mere spændende.
Fra Hune var der en lille skov inden man rammer vejen ind til Blokhus hvorfra jeg tog bussen hjemad.
Etape 17: Blokhus – Tranum – 26 km.
En søndag og mandag midt i maj 2024 blev tidspunktet for de næste to solodage på den vestlige rute og forårsvejret var lige skiftet til den dejligt lune og solrige udgave.
Liv ville overnatte sammen med mig på campingpladsen i Tranum, så det ville blive rigtigt hyggeligt med lidt selskab. Det ville også gøre min vandretur noget anderledes. For det meste af udstyret kunne blive fragtet for mig, så jeg skulle jo bare have en lille rygsæk med lidt mad og drikkevarer til selve vandreturen.
Efter ankomst med en bus til Blokhus gik ruten først gennem Blokhus Klitplantage. Her i det spæde forår var alt grønt og flot, og især bøgetræerne havde den spæde lysegrønne farve som de har lige når alt springer ud.
Efter skoven gik ruten gennem et par sommerhusområder og senere gennem Tranum Klitplantage.
Det nærmede sig tid til frokost, men jeg havde besluttet at den først skulle indtages ved shelterpladsen længere inde i skoven.
Kort inde i plantagen kom et øjeblik jeg havde frygtet en lille smule.
Imod mig kom en ung fyr med en stor rygsæk på ryggen og jeg kom med min lille dagstur rygsæk.
Det blev til det sædvanlige ”Hej” og ”God tur”. Lige i det øjeblik følte jeg mig frarøvet min identitet! Jeg lignede enten en der var på en kort dagstur eller måske en der vandrede mellem Bed & Breakfast eller vandrehjem med min lille rygsæk.
Og det er ikke mig. Jeg elsker at sove i naturen og at have alt hvad jeg behøver med mig på ryggen. Det er den type vandrer jeg er, og min store rygsæk viser netop dette.
Jeg vil skynde mig at sige, at der selvfølgelig absolut intet forkert er i at vandre mellem mere komfortable overnatninger. Man er naturligvis ikke mere ”rigtig” Hærvejs-vandrere fordi man kommer med en stor rygsæk og sover i telt.
Men os der sover i naturen, har naturligt et større fællesskab med ligesindede. På samme måde som dem der sover indendørs, må have det.
Efter mødet med den store rygsæk gik turen ud til et flot stykke hede og videre op til et udsigtspunkt hvor man kunne nyde et kig ud over hele området.
Det var absolut ved at være tid til frokost, så jeg trampede videre til Ajs Holes Shelterplads hvor jeg spiste min mad.
Efter en større vej kom endnu et stykke skov, hvor jeg flere gange mødte udfordringer med vand, fordi vejen var oversvømmet og man måtte tage en omvej.
Et enkelt sted var det ikke bare vejen der var oversvømmet, men nærmest hele området der var blevet til en stor sø. Jeg kunne bare prøve at gå en lang omvej gennem skoven og håbe på at jeg kom rundt om vandet og ramte ruten igen. Det lykkedes heldigvis.
Liv var lidt forsinket så jeg ankom først til campingpladsen, så da camping-mutter åbnede kiosken lidt efter kl. 15 kunne jeg få mig en kold øl. Da Liv ankom vi fik vores lille telt sat op og klargjort vores sovepladser.
Selv om det stadig var lidt tidligt, kørte vi til Brovst og købte to pizzaer til aftensmad. Og så lå vi længe på et tæppe i solen og spiste pizza og drak rødvin. Det var vildt hyggeligt med en aften sammen med Liv og så i fantastisk vejr.
Liv ville overnatte sammen med mig på campingpladsen i Tranum, så det ville blive rigtigt hyggeligt med lidt selskab. Det ville også gøre min vandretur noget anderledes. For det meste af udstyret kunne blive fragtet for mig, så jeg skulle jo bare have en lille rygsæk med lidt mad og drikkevarer til selve vandreturen.
Efter ankomst med en bus til Blokhus gik ruten først gennem Blokhus Klitplantage. Her i det spæde forår var alt grønt og flot, og især bøgetræerne havde den spæde lysegrønne farve som de har lige når alt springer ud.
Efter skoven gik ruten gennem et par sommerhusområder og senere gennem Tranum Klitplantage.
Det nærmede sig tid til frokost, men jeg havde besluttet at den først skulle indtages ved shelterpladsen længere inde i skoven.
Kort inde i plantagen kom et øjeblik jeg havde frygtet en lille smule.
Imod mig kom en ung fyr med en stor rygsæk på ryggen og jeg kom med min lille dagstur rygsæk.
Det blev til det sædvanlige ”Hej” og ”God tur”. Lige i det øjeblik følte jeg mig frarøvet min identitet! Jeg lignede enten en der var på en kort dagstur eller måske en der vandrede mellem Bed & Breakfast eller vandrehjem med min lille rygsæk.
Og det er ikke mig. Jeg elsker at sove i naturen og at have alt hvad jeg behøver med mig på ryggen. Det er den type vandrer jeg er, og min store rygsæk viser netop dette.
Jeg vil skynde mig at sige, at der selvfølgelig absolut intet forkert er i at vandre mellem mere komfortable overnatninger. Man er naturligvis ikke mere ”rigtig” Hærvejs-vandrere fordi man kommer med en stor rygsæk og sover i telt.
Men os der sover i naturen, har naturligt et større fællesskab med ligesindede. På samme måde som dem der sover indendørs, må have det.
Efter mødet med den store rygsæk gik turen ud til et flot stykke hede og videre op til et udsigtspunkt hvor man kunne nyde et kig ud over hele området.
Det var absolut ved at være tid til frokost, så jeg trampede videre til Ajs Holes Shelterplads hvor jeg spiste min mad.
Efter en større vej kom endnu et stykke skov, hvor jeg flere gange mødte udfordringer med vand, fordi vejen var oversvømmet og man måtte tage en omvej.
Et enkelt sted var det ikke bare vejen der var oversvømmet, men nærmest hele området der var blevet til en stor sø. Jeg kunne bare prøve at gå en lang omvej gennem skoven og håbe på at jeg kom rundt om vandet og ramte ruten igen. Det lykkedes heldigvis.
Liv var lidt forsinket så jeg ankom først til campingpladsen, så da camping-mutter åbnede kiosken lidt efter kl. 15 kunne jeg få mig en kold øl. Da Liv ankom vi fik vores lille telt sat op og klargjort vores sovepladser.
Selv om det stadig var lidt tidligt, kørte vi til Brovst og købte to pizzaer til aftensmad. Og så lå vi længe på et tæppe i solen og spiste pizza og drak rødvin. Det var vildt hyggeligt med en aften sammen med Liv og så i fantastisk vejr.
Etape 18: Tranum – Fjerritslev – 26 km.
Det var luksus at vågne i teltet på en campingplads. Her kunne jeg lige gå bag i bilen, hente rent tøj og gå op i bad. Bagefter pakkede vi teltet sammen, fik en snak med camping-mutter og begav os på vej. Liv i bil og mig til fods.
Fra campingpladsen gik jeg ud til Tranum shelterplads og op mod Lien, som er Danmarks højeste indlandsskrænt. Fra Lien er der en helt fantastisk udsigt ud over Vesterhavet og markerne ned til stranden.
Der er omkring 3 kilometer ude fra havet, hvor landskabet er helt fladt indtil Lien rejser sig som en klippe.
Ruten fortsatte langs toppen af Lien hvor man flere gange kunne nyde udsigten.
Efter Lien gik jeg ned mod Lerup Kirke hvor jeg spiste lidt morgenmad overfor kirken og fik smurt solcreme på de udsatte steder.
Fra kirken går ruten gennem Fosdalen, som helt fortjent er anerkendt som et af områdets flotteste naturområder. Vor Frue Kilde udspringer i den sydlige del af Fosdalen og løber som en lille bæk, der bliver lidt større efterhånden som man kommer længere ned i dalen.
Den smukke tur gennem Fosdalen foregår primært på en sti bygget af brædder. Man går i en smuk grøn slugt, og der var ingen andre mennesker denne mandag formiddag, så turen var helt fredfyldt uden andre lyde end bækkens rislen.
Efter Fosdalen går det op igen og langs nogle marker og ned til Nøddedalen. Gennem denne dal går en utrolig smuk sti med blandt andet med hasselnød buske og flotte blomster. Jeg var lidt i chok. Dette stykke af Hærvejen havde bare budt på den ene naturperle efter den anden.
Jeg gik ned i det flade land og på stier forbi Slettestrand og videre gennem Svinkløv Plantage til Svinkløv Badehotel, hvor stien går kraftigt op på toppen af Svinklovene.
Lige som Lien er det en høj skrænt med en flot udsigt over Vesterhavet. Den ligger dog tæt på havet og udsigten er derfor en lille smule mindre storslået end den fra Lien.
Lige ved Svinkløv Camping fandt jeg en bænk med udsigt over havet hvor jeg kunne spise frokost.
Turen fortsatte på toppen af Svinklovene og på det vestligste punkt kunne man gå helt ud på spidsen og få en vild panoramaudsigt over området.
Ned fra Svinklovene gik der en lang nyere trappe af træ, og herfra går det ad stier og grusveje ind til Kollerup Plantage og videre ind til Fjerritslev by.
Turen havde taget længere tid end forventet, så for at nå den planlagte bus måtte jeg være effektiv.
De sidste af dagens 7-8 kilometer blev derfor i højt tempo og jeg var varm og svedig da jeg nåede stationen i Fjerritslev.
I bussen var jeg fyldt med taknemmelighed over den tur jeg lige havde gået. Dette havde absolut været en af mine flotteste dage nogensinde på Hærvejen.
Ruten fortsatte langs toppen af Lien hvor man flere gange kunne nyde udsigten.
Efter Lien gik jeg ned mod Lerup Kirke hvor jeg spiste lidt morgenmad overfor kirken og fik smurt solcreme på de udsatte steder.
Fra kirken går ruten gennem Fosdalen, som helt fortjent er anerkendt som et af områdets flotteste naturområder. Vor Frue Kilde udspringer i den sydlige del af Fosdalen og løber som en lille bæk, der bliver lidt større efterhånden som man kommer længere ned i dalen.
Den smukke tur gennem Fosdalen foregår primært på en sti bygget af brædder. Man går i en smuk grøn slugt, og der var ingen andre mennesker denne mandag formiddag, så turen var helt fredfyldt uden andre lyde end bækkens rislen.
Efter Fosdalen går det op igen og langs nogle marker og ned til Nøddedalen. Gennem denne dal går en utrolig smuk sti med blandt andet med hasselnød buske og flotte blomster. Jeg var lidt i chok. Dette stykke af Hærvejen havde bare budt på den ene naturperle efter den anden.
Jeg gik ned i det flade land og på stier forbi Slettestrand og videre gennem Svinkløv Plantage til Svinkløv Badehotel, hvor stien går kraftigt op på toppen af Svinklovene.
Lige som Lien er det en høj skrænt med en flot udsigt over Vesterhavet. Den ligger dog tæt på havet og udsigten er derfor en lille smule mindre storslået end den fra Lien.
Lige ved Svinkløv Camping fandt jeg en bænk med udsigt over havet hvor jeg kunne spise frokost.
Turen fortsatte på toppen af Svinklovene og på det vestligste punkt kunne man gå helt ud på spidsen og få en vild panoramaudsigt over området.
Ned fra Svinklovene gik der en lang nyere trappe af træ, og herfra går det ad stier og grusveje ind til Kollerup Plantage og videre ind til Fjerritslev by.
Turen havde taget længere tid end forventet, så for at nå den planlagte bus måtte jeg være effektiv.
De sidste af dagens 7-8 kilometer blev derfor i højt tempo og jeg var varm og svedig da jeg nåede stationen i Fjerritslev.
I bussen var jeg fyldt med taknemmelighed over den tur jeg lige havde gået. Dette havde absolut været en af mine flotteste dage nogensinde på Hærvejen.
Etape 19: Fjerritslev – De Himmerlandske Heder – 28 km.
Et par uger efter de to forrige etaper fik jeg muligheden for at færdiggøre den vestlige gren af Hærvejen i Nordjylland.
Fra Fjerritslev går man ud ad en større vej og krydser rute 11, hvorefter man drejer ind til en lille skov. På den anden side af skoven kom et par mindesmærker, hvor det ene var en stor sten med indhugget motiv af krigere til hest. Og på parkeringspladsen kom skiltet der fortalte, at stedet hed Husby Hole og var hjemsted for et bondeoprør i 1441.
Turen gik herfra gennem Husby og videre ad små veje og grusveje.
Lige efter en stor gård med malkekøer, blev jeg beriget med den dejligste udsigt. Ude i det fjerne dukkede Limfjorden op og der var en flot udsigt til den gamle Aggersundbro, som jeg skulle gå over lidt senere.
Jeg krydsede den smukke gamle Aggersundbro og købte en is ved kiosken på den anden side.
Herfra gik ruten langs en meget trafikeret vej ind mod Løgstør, og ved Netto kunne jeg tanke forsyninger og købe lidt ind til frokost.
Resten af turen gik på Himmerlandsstien, så herfra mødte jeg kun trafik på to ben eller to hjul, med undtagelse af de få steder hvor stien krydser en offentlig vej.
Min oprindelige plan var at gå 20 kilometer denne dag og sove på en shelterplads lidt udenfor Løgstør. Men dels var det ikke den bedste shelterplads og dels følte jeg mig godt gående, så jeg fortsatte yderligere 8 kilometer til den næste shelterplads på Himmerlandsstien.
Ruten var dog ikke den mest spændende her. Der var mest udsigt til marker langs stien krydret med lidt små skove og små byer.
Min udvalgte shelterplads, ’De Himmerlandske Heder’, lå som navnet antyder lige ved en rigtig flot hede.
Det var en super fin plads med to almindelige og et meget stort shelter. Der var et multtoilet og bålplads med grillrist og endda brænde til bålet. Der gik en lille sti fra pladsen ned til en lille lavvandet sø, hvor der sprang en kilde op med det klareste vand.
Sent på eftermiddagen kom to yngre fyre med store rygsække vandrende ind på pladsen. Vi fik udvekslet de sædvanlige fakta om hvor vi kom fra, både i dag og i det større billede og hvilke planer vi havde. De var begyndt i Hirtshals for 7 dage siden. Den yngste havde planer om at gå hele vejen til Padborg, mens den anden kun skulle gå med til Viborg.
Det var hyggeligt med selskab på shelterpladsen. Vi fik snakket en del om tidligere vandreture, udstyr og hvordan vi lavede mad på Hærvejen. Min egen mad denne aften blev en frysetørret ret med vand opvarmet på en stille spritbrænder.
Til denne tur havde jeg købt en ny let sovepose til sommerbrug og den skulle nu testes for første gang, og mens jeg lå i det store shelter i aftensolen var den i al fald rigelig varm og jeg så lidt serier på telefonen inden jeg gled ind i søvnen.
Fra Fjerritslev går man ud ad en større vej og krydser rute 11, hvorefter man drejer ind til en lille skov. På den anden side af skoven kom et par mindesmærker, hvor det ene var en stor sten med indhugget motiv af krigere til hest. Og på parkeringspladsen kom skiltet der fortalte, at stedet hed Husby Hole og var hjemsted for et bondeoprør i 1441.
Turen gik herfra gennem Husby og videre ad små veje og grusveje.
Lige efter en stor gård med malkekøer, blev jeg beriget med den dejligste udsigt. Ude i det fjerne dukkede Limfjorden op og der var en flot udsigt til den gamle Aggersundbro, som jeg skulle gå over lidt senere.
Jeg krydsede den smukke gamle Aggersundbro og købte en is ved kiosken på den anden side.
Herfra gik ruten langs en meget trafikeret vej ind mod Løgstør, og ved Netto kunne jeg tanke forsyninger og købe lidt ind til frokost.
Resten af turen gik på Himmerlandsstien, så herfra mødte jeg kun trafik på to ben eller to hjul, med undtagelse af de få steder hvor stien krydser en offentlig vej.
Min oprindelige plan var at gå 20 kilometer denne dag og sove på en shelterplads lidt udenfor Løgstør. Men dels var det ikke den bedste shelterplads og dels følte jeg mig godt gående, så jeg fortsatte yderligere 8 kilometer til den næste shelterplads på Himmerlandsstien.
Ruten var dog ikke den mest spændende her. Der var mest udsigt til marker langs stien krydret med lidt små skove og små byer.
Min udvalgte shelterplads, ’De Himmerlandske Heder’, lå som navnet antyder lige ved en rigtig flot hede.
Det var en super fin plads med to almindelige og et meget stort shelter. Der var et multtoilet og bålplads med grillrist og endda brænde til bålet. Der gik en lille sti fra pladsen ned til en lille lavvandet sø, hvor der sprang en kilde op med det klareste vand.
Sent på eftermiddagen kom to yngre fyre med store rygsække vandrende ind på pladsen. Vi fik udvekslet de sædvanlige fakta om hvor vi kom fra, både i dag og i det større billede og hvilke planer vi havde. De var begyndt i Hirtshals for 7 dage siden. Den yngste havde planer om at gå hele vejen til Padborg, mens den anden kun skulle gå med til Viborg.
Det var hyggeligt med selskab på shelterpladsen. Vi fik snakket en del om tidligere vandreture, udstyr og hvordan vi lavede mad på Hærvejen. Min egen mad denne aften blev en frysetørret ret med vand opvarmet på en stille spritbrænder.
Til denne tur havde jeg købt en ny let sovepose til sommerbrug og den skulle nu testes for første gang, og mens jeg lå i det store shelter i aftensolen var den i al fald rigelig varm og jeg så lidt serier på telefonen inden jeg gled ind i søvnen.
Etape 20: De Himmerlandske Heder – Aars – 17 km.
Det havde været kold nat. Aftenen før havde jeg lagt et termometer i shelteret og det viste 2,7 grader om morgenen!
Ikke så mærkeligt at min nye sommer-sovepose havde været udfordret.
En af de to fyre sad ved et lille bål, så han havde nok også haft en lidt kold nat.
Det havde været rigtigt hyggeligt at være sammen med de to gutter. De andre mennesker man møder på vandreturene, er en meget stor del af oplevelsen ved at vandre. Så jeg var taknemmelig over endelig at have haft selskab ved min allersidste overnatning på min solo-tur.
Denne morgen besluttede jeg mig for at pakke hurtigt ned og gå mig til varmen, så klokken var derfor kun en smule over 6 da jeg gik ud fra shelterpladsen. Her var der en fuldstændig fantastisk udsigt til heden der i morgenlyset lå delvist indsvøbt i tåge.
Himmelandsstien lignede ellers sig selv fra dagen før. Til siderne var der marker, lidt træer og en gang imellem lidt huse.
Ved Brugsen i Hornum købte jeg en let morgenmad men skyndte mig videre, da jeg kunne se at jeg kunne nå en bus en time tidligere end den planlagte. Så endnu engang blev det en etape med en effektiv afslutning.
På busterminalen i Aars sluttede hele min solotur på denne del af Hærvejen. Det havde været en rigtig god, men også meget blandet oplevelse. Jeg havde ikke noget imod at min solotur sluttede nu, for i sommerferien skulle jeg ud på et nyt eventyr sammen med Liv.
Ikke så mærkeligt at min nye sommer-sovepose havde været udfordret.
En af de to fyre sad ved et lille bål, så han havde nok også haft en lidt kold nat.
Det havde været rigtigt hyggeligt at være sammen med de to gutter. De andre mennesker man møder på vandreturene, er en meget stor del af oplevelsen ved at vandre. Så jeg var taknemmelig over endelig at have haft selskab ved min allersidste overnatning på min solo-tur.
Denne morgen besluttede jeg mig for at pakke hurtigt ned og gå mig til varmen, så klokken var derfor kun en smule over 6 da jeg gik ud fra shelterpladsen. Her var der en fuldstændig fantastisk udsigt til heden der i morgenlyset lå delvist indsvøbt i tåge.
Himmelandsstien lignede ellers sig selv fra dagen før. Til siderne var der marker, lidt træer og en gang imellem lidt huse.
Ved Brugsen i Hornum købte jeg en let morgenmad men skyndte mig videre, da jeg kunne se at jeg kunne nå en bus en time tidligere end den planlagte. Så endnu engang blev det en etape med en effektiv afslutning.
På busterminalen i Aars sluttede hele min solotur på denne del af Hærvejen. Det havde været en rigtig god, men også meget blandet oplevelse. Jeg havde ikke noget imod at min solotur sluttede nu, for i sommerferien skulle jeg ud på et nyt eventyr sammen med Liv.
Etape 21: Frederikshavn - Understed - 15 km.
Første etape i vores plan om at vandre hele Hærvejen i sommerferien 2024.
Vi parkerede vores bil i Nørresundby og tog en bus til Frederikshavn. Turen begyndte med indkøb af frokost i Rema 1000. Herfra gik vi til torvet hvor Hærvejen vist officielt begynder, men der gik dog et stykke inden vi mødte første skilt. I gågaden var der en del tomme butikker og denne del virkede lidt trist. Det er åbenbart Bad Times i Bette Liverpool.
Turen ud af byen gik på den gamle bane mod Sæby og videre mod Bangsbo.
Vi holdt frokostpause i Bangsbo Botaniske Have, hvor regnen begyndte og vi måtte fumle os i regntøjet. Turen gik gennem Bangsbo Dyrehave hvor vi fandt en fin pavillon til at tage en pause i ly for regnen.
Ruten fra dyrehaven ind til Understed gik primært på små veje. Regnen stoppede, men til gengæld kom en kraftig blæst og det føltes mest som en efterårsdag.
Et par kilometer før Understed kom vi forbi et militært område, hvor der var en skov at kæmpestore antenner og i selve byen fik vi en snak med en flink mand. Ude ved vejen havde han sat et skilt der fortalte at man var velkommen til at tage vand ved hans udendørs vandhane. Det var dog ikke vand vi manglede på denne dag.
Vores overnatning var på shelterpladsen ved institutionen Granly. En rigtig fin plads, men det var koldt og blæsende, så vi nød ikke faciliteterne så meget. Efter aftensmaden gik vi tidligt i soveposerne.
Vi parkerede vores bil i Nørresundby og tog en bus til Frederikshavn. Turen begyndte med indkøb af frokost i Rema 1000. Herfra gik vi til torvet hvor Hærvejen vist officielt begynder, men der gik dog et stykke inden vi mødte første skilt. I gågaden var der en del tomme butikker og denne del virkede lidt trist. Det er åbenbart Bad Times i Bette Liverpool.
Turen ud af byen gik på den gamle bane mod Sæby og videre mod Bangsbo.
Vi holdt frokostpause i Bangsbo Botaniske Have, hvor regnen begyndte og vi måtte fumle os i regntøjet. Turen gik gennem Bangsbo Dyrehave hvor vi fandt en fin pavillon til at tage en pause i ly for regnen.
Ruten fra dyrehaven ind til Understed gik primært på små veje. Regnen stoppede, men til gengæld kom en kraftig blæst og det føltes mest som en efterårsdag.
Et par kilometer før Understed kom vi forbi et militært område, hvor der var en skov at kæmpestore antenner og i selve byen fik vi en snak med en flink mand. Ude ved vejen havde han sat et skilt der fortalte at man var velkommen til at tage vand ved hans udendørs vandhane. Det var dog ikke vand vi manglede på denne dag.
Vores overnatning var på shelterpladsen ved institutionen Granly. En rigtig fin plads, men det var koldt og blæsende, så vi nød ikke faciliteterne så meget. Efter aftensmaden gik vi tidligt i soveposerne.
Etape 22: Understed - Søheden Skov - 23 km.
Vejrudsigten sagde, at der ville komme regn, så vi tog tidligt af sted fra shelterpladsen ved Granly.
Først ad en græssti, hvor vores fødder blev våde, men det ville de jo alligevel blive senere, når regnen ville komme.
Turen gik på små veje i et ret kuperet terræn. Vi kom forbi den flotte Hørbylund Hovedgård og holdt en kort pause ved Hørby Kirke. Det blev et kort stop fordi vi vidste, at der blot 2 km senere ville komme endnu en kirke, Torslev Kirke. Lige da vi forlod Hørby Kirke begyndte regnen!
Ved Torslev Kirke forsøgte vi at holde lidt frokostpause under et udhæng hvor der var lidt ly for regnen.
Herfra gik ruten primært på små asfaltveje i et kuperet terræn indtil 4 kilometer før Lunken, hvor ruten gik ind mod skoven. Kort efter drejede en lille sti ind i skoven. Altså bortset fra, at stien var blevet til en lille bæk hvor vandet fra vejen løb ned af.
Turen gennem skoven var egentlig super flot, men det blev lidt overskygget af at det stod ned i stænger og den kringlede sti var mudret og glat. Derfor tog dette stykke ret lang tid at forcere.
Vi havde set, at der skulle ligge et lille ubemandet herberg ved Naturskolen Lunken og det skulle være vores redning. Det ville være ret uoverskueligt, at skulle pakke alt vores halvvåde grej ud i et shelter uden mulighed for at få noget rigtigt tørret i det våde vejr.
Ved det lille gamle hus der udgør Hærvejsherberg Lunken stod to cykler og de 2 piger fra Schweiz der ejede dem, kunne lukke os ind. Den dårlige mobildækning i området gjorde det svært at komme i kontakt med dem der stod for herberget, men det lykkedes til sidst.
Det lille herberg var generelt en speciel oplevelse. Det lille hus var ikke opvarmet, men der var en lille brændeovn i stuen hvor de 2 piger fra Schweiz havde tændt op, så vi kunne få tørret lidt tøj og sko.
Der var generelt ret beskidt i huset, men dejligt at kunne være et sted med ly og lidt varme.
Egentlig var der lagt op til, at man skulle sove i en sovesal på loftet, men vi foretrak at lægge os på gulvet i stuen.
Turen gik på små veje i et ret kuperet terræn. Vi kom forbi den flotte Hørbylund Hovedgård og holdt en kort pause ved Hørby Kirke. Det blev et kort stop fordi vi vidste, at der blot 2 km senere ville komme endnu en kirke, Torslev Kirke. Lige da vi forlod Hørby Kirke begyndte regnen!
Ved Torslev Kirke forsøgte vi at holde lidt frokostpause under et udhæng hvor der var lidt ly for regnen.
Herfra gik ruten primært på små asfaltveje i et kuperet terræn indtil 4 kilometer før Lunken, hvor ruten gik ind mod skoven. Kort efter drejede en lille sti ind i skoven. Altså bortset fra, at stien var blevet til en lille bæk hvor vandet fra vejen løb ned af.
Turen gennem skoven var egentlig super flot, men det blev lidt overskygget af at det stod ned i stænger og den kringlede sti var mudret og glat. Derfor tog dette stykke ret lang tid at forcere.
Vi havde set, at der skulle ligge et lille ubemandet herberg ved Naturskolen Lunken og det skulle være vores redning. Det ville være ret uoverskueligt, at skulle pakke alt vores halvvåde grej ud i et shelter uden mulighed for at få noget rigtigt tørret i det våde vejr.
Ved det lille gamle hus der udgør Hærvejsherberg Lunken stod to cykler og de 2 piger fra Schweiz der ejede dem, kunne lukke os ind. Den dårlige mobildækning i området gjorde det svært at komme i kontakt med dem der stod for herberget, men det lykkedes til sidst.
Det lille herberg var generelt en speciel oplevelse. Det lille hus var ikke opvarmet, men der var en lille brændeovn i stuen hvor de 2 piger fra Schweiz havde tændt op, så vi kunne få tørret lidt tøj og sko.
Der var generelt ret beskidt i huset, men dejligt at kunne være et sted med ly og lidt varme.
Egentlig var der lagt op til, at man skulle sove i en sovesal på loftet, men vi foretrak at lægge os på gulvet i stuen.
Etape 23: Søheden Skov - Klokkerholm - 16 km.
Regnen holdt en morgenpause, så vi kunne gå fra herberget i tørvejr. Først gennem en indhegnet skov og herefter gennem skov og åbent land på en kuperet rute.
Ved Slettingen Shelter holdt vi frokostpause, hvilket passede med at vi kunne undgå en af dagens byger.
Stykket efter shelterpladsen blev af en eller anden grund mere vild en den burde. Vi misforstod åbenbart skiltningen og endte flere gange med at gå gennem noget krat hvor vores rygsække var ret meget i vejen.
Lige her var skiltningen noget forvirrende og her var vi meget glade for at have GPS og et kort over hærvejen på telefonen.
Godt 5 kilometer før Klokkerholm blev skovvejene til asfalt og grusveje, så der kom mere fart i benene på dette stykke.
Da vi kom til Klokkerholm besluttede vi at gå forbi shelterpladsen og direkte til den lokale Meny for at købe snacks og rødvin. Herefter gik vi tilbage til Klokkerholm Møllesø hvor byens ene shelter ligger. Vi smed vores ting i shelteret og nød at solen var kommet frem.
Kort efter kom en ung pige fra Fyn vandrende. Hun havde sidste år vandret fra grænsen til Viborg og ville i år så gå fra Viborg til Frederikshavn og videre til Skagen.
Vi overlod shelteret til hende og satte i stedet vores telt op på græsset.
Aftensmaden skulle være fra den lokale pizzaria som vi lokkede til at levere nede ved Møllesøen.
Aftenen blev ekstra god, da vi fik besøg af Carlos’ bror og svigerinde, som havde taget kage med.
Om aftenen kunne vi se, at vejret næste dag ville blive delvist vådt. Intet i vejrudsigten tydede på varmt sommervejr den næste uges tid, så vores store Hærvejs-projekt blev taget op til diskussion. Det er jo ikke som sådan et problem at vandre i regnvejr, vi synes bare ikke det er specielt sjovt.
Den aften i Klokkerholm blev det besluttet at vi stoppede vores projekt ved bilen i Nørresundby og i stedet køre nogle dage til Tyskland og senere på ture med campingvognen.
Det er let at give vejret skylden, men det er nok ikke hele sandheden. Vi er nok mest til kortere ture af max. 1-2 ugers varighed.
Ved Slettingen Shelter holdt vi frokostpause, hvilket passede med at vi kunne undgå en af dagens byger.
Stykket efter shelterpladsen blev af en eller anden grund mere vild en den burde. Vi misforstod åbenbart skiltningen og endte flere gange med at gå gennem noget krat hvor vores rygsække var ret meget i vejen.
Lige her var skiltningen noget forvirrende og her var vi meget glade for at have GPS og et kort over hærvejen på telefonen.
Godt 5 kilometer før Klokkerholm blev skovvejene til asfalt og grusveje, så der kom mere fart i benene på dette stykke.
Da vi kom til Klokkerholm besluttede vi at gå forbi shelterpladsen og direkte til den lokale Meny for at købe snacks og rødvin. Herefter gik vi tilbage til Klokkerholm Møllesø hvor byens ene shelter ligger. Vi smed vores ting i shelteret og nød at solen var kommet frem.
Kort efter kom en ung pige fra Fyn vandrende. Hun havde sidste år vandret fra grænsen til Viborg og ville i år så gå fra Viborg til Frederikshavn og videre til Skagen.
Vi overlod shelteret til hende og satte i stedet vores telt op på græsset.
Aftensmaden skulle være fra den lokale pizzaria som vi lokkede til at levere nede ved Møllesøen.
Aftenen blev ekstra god, da vi fik besøg af Carlos’ bror og svigerinde, som havde taget kage med.
Om aftenen kunne vi se, at vejret næste dag ville blive delvist vådt. Intet i vejrudsigten tydede på varmt sommervejr den næste uges tid, så vores store Hærvejs-projekt blev taget op til diskussion. Det er jo ikke som sådan et problem at vandre i regnvejr, vi synes bare ikke det er specielt sjovt.
Den aften i Klokkerholm blev det besluttet at vi stoppede vores projekt ved bilen i Nørresundby og i stedet køre nogle dage til Tyskland og senere på ture med campingvognen.
Det er let at give vejret skylden, men det er nok ikke hele sandheden. Vi er nok mest til kortere ture af max. 1-2 ugers varighed.
Etape 24: Klokkerholm - Hammer Bakker - 16 km.
Fra Klokkerholm gik det ad asfaltveje meget af dagen, og vi var ikke nået mange kilometer ud af byen før regnen begyndte.
I den lille by Ørum gik vi forbi ”Oasen” som er byens grønne område med shelters og madpakkehus.
Regnen væltede ned og vi søgte ly i en fin pavillon. Hele ”Oasen” stod knivskarpt og det var tydeligt at de lokale frivillige holdt det pænt. Fra Ørum var der fortsat asfalt indtil den lille by Grindsted, hvor vejen gik ind i Hammer Bakker. Det gik ad gode brede stier i en kuperet skov.
Vi overnattede i telt ved en stor og fin shelterplads. Der var 4 sheltere og et stort overdækket område med borde og bænke.
Der var overnattende i de 3 shelters, men ingen andre der vandrede.
Vejrudsigten havde lovet, at det ville klare op i løbet af eftermiddagen. Men indtil da var det blandet sol og skyer og det var ret lunt når der var sol og ret køligt når en sky gik foran solen.
Det blev sidst på eftermiddagen inden solen for alvor kom frem, men så blev den også nydt i stor stil.
I den lille by Ørum gik vi forbi ”Oasen” som er byens grønne område med shelters og madpakkehus.
Regnen væltede ned og vi søgte ly i en fin pavillon. Hele ”Oasen” stod knivskarpt og det var tydeligt at de lokale frivillige holdt det pænt. Fra Ørum var der fortsat asfalt indtil den lille by Grindsted, hvor vejen gik ind i Hammer Bakker. Det gik ad gode brede stier i en kuperet skov.
Vi overnattede i telt ved en stor og fin shelterplads. Der var 4 sheltere og et stort overdækket område med borde og bænke.
Der var overnattende i de 3 shelters, men ingen andre der vandrede.
Vejrudsigten havde lovet, at det ville klare op i løbet af eftermiddagen. Men indtil da var det blandet sol og skyer og det var ret lunt når der var sol og ret køligt når en sky gik foran solen.
Det blev sidst på eftermiddagen inden solen for alvor kom frem, men så blev den også nydt i stor stil.
Etape 25: Hammer Bakker – Nr. Sundby - 12 km.
Vi vågnede tidligt og pakkede stille ned inden de andre på pladsen vågnede.
Teltet var noget ramt af kondens, men det blev bare pakket ned i våd tilstand. Turen gik jo hjemad senere på dagen.
Den korte vandring bød på dejligt vandrevejr, og varmt nok til at vi gik en alternativ rute for at få en is ved Kvickly. Ved vores bil i Nr. Sundby sluttede vores store projekt og det bliver nok ikke til en nyt forsøg på at gå hele Hærvejen i ét stræk.
Vi var dog ikke helt færdig med Hærvejen denne sommer, for 1½ uge senere gik vi fra Engesvang til Kollemorten med vores ven Kim. Altså en gentagelse af etape 4-6 som beskrevet længere nede.
Teltet var noget ramt af kondens, men det blev bare pakket ned i våd tilstand. Turen gik jo hjemad senere på dagen.
Den korte vandring bød på dejligt vandrevejr, og varmt nok til at vi gik en alternativ rute for at få en is ved Kvickly. Ved vores bil i Nr. Sundby sluttede vores store projekt og det bliver nok ikke til en nyt forsøg på at gå hele Hærvejen i ét stræk.
Vi var dog ikke helt færdig med Hærvejen denne sommer, for 1½ uge senere gik vi fra Engesvang til Kollemorten med vores ven Kim. Altså en gentagelse af etape 4-6 som beskrevet længere nede.
Etape 12: Borup Hede - Hjarbæk – 18 km.
I september 2023 kom der en weekend med flot vejr, så vi besluttede at tage endnu et par dage på Hærvejen.
Vi begyndte turen ved Borup Hede og gik sydpå.
Det var tåget ved starten, men det gjorde ikke Borup Hede mindre flot. Vi gik først på grussti og derefter på små asfaltveje.
Ruten gik forbi en gammel ejendom, der åbenbart hører under det meget omtalte Viegård Stutteri. Her var alle indkørsler til ejendommen plastret til med adgang forbudt skilte.
Efter et stykke langs små landeveje kom vi gennem byen med det ikke specielt mundrette navn Skringstrup. Her gik vi en lille omvej for at holde pause i en fin lille bypark med shelters, toilet og borde.
Det næste stykke gik på Himmerlandsstien, som er en sti anlagt på den nedlagte banestrækning mellem Viborg og Løgstør. På disse nedlagte baner er der ofte et godt underlag, så det er som regel strækninger uden udfordringer. Vores største udfordring var nok, at Livs rygsæk var begyndt at knirke voldsomt, hvilket blev dagens store samtale-emne. Ved at bytte rygsække dagen efter, blev problemet på mystisk vis meget mindre? Himmerlandsstien gik også gennem Skals, hvor vi holdt en sen frokostpause.
Efter Skals gik vi over en fin gammel jernbanebro, lige der hvor Skals Å løber ud i Hjarbæk Fjord.
Umiddelbart herefter gik vi det sidste stykke vestpå ad en lille trampesti mod Hjarbæk, hvor vi overnattede på Hjarbæk Fjord Camping.
Campingpladsen var en udpræget fastliggerplads og vi var vist det eneste telt. Det var sidste weekend inden campingbutikken lukkede ned for vintersæsonen, så udvalget var lidt begrænset. Det var dog muligt at købe lidt grillmad, så det var et stort plus.
Vi begyndte turen ved Borup Hede og gik sydpå.
Det var tåget ved starten, men det gjorde ikke Borup Hede mindre flot. Vi gik først på grussti og derefter på små asfaltveje.
Ruten gik forbi en gammel ejendom, der åbenbart hører under det meget omtalte Viegård Stutteri. Her var alle indkørsler til ejendommen plastret til med adgang forbudt skilte.
Efter et stykke langs små landeveje kom vi gennem byen med det ikke specielt mundrette navn Skringstrup. Her gik vi en lille omvej for at holde pause i en fin lille bypark med shelters, toilet og borde.
Det næste stykke gik på Himmerlandsstien, som er en sti anlagt på den nedlagte banestrækning mellem Viborg og Løgstør. På disse nedlagte baner er der ofte et godt underlag, så det er som regel strækninger uden udfordringer. Vores største udfordring var nok, at Livs rygsæk var begyndt at knirke voldsomt, hvilket blev dagens store samtale-emne. Ved at bytte rygsække dagen efter, blev problemet på mystisk vis meget mindre? Himmerlandsstien gik også gennem Skals, hvor vi holdt en sen frokostpause.
Efter Skals gik vi over en fin gammel jernbanebro, lige der hvor Skals Å løber ud i Hjarbæk Fjord.
Umiddelbart herefter gik vi det sidste stykke vestpå ad en lille trampesti mod Hjarbæk, hvor vi overnattede på Hjarbæk Fjord Camping.
Campingpladsen var en udpræget fastliggerplads og vi var vist det eneste telt. Det var sidste weekend inden campingbutikken lukkede ned for vintersæsonen, så udvalget var lidt begrænset. Det var dog muligt at købe lidt grillmad, så det var et stort plus.
Etape 13: Hjarbæk - Viborg – 18 km.
Efter en fin nat på campingpladsen pakkede vi et noget kondens-ramte telt ned, købte lidt dyr morgenmad til turen og gik af sted.
Først gennem den fine Hjarbæk by og forbi havnen, derefter gik det op ad bakke og ned igen mod fjorden og der var nogle flotte udsigter ud over fjorden.
En lille sti førte os til den lille by Fiskbæk hvorfra det gik ad stier og små grusveje inden vi igen ramte Himmerlandsstien, som førte os til Undallslund plantage. Under besættelsen var der et militært område i plantagen og der findes fortsat 20 bunkers i området. Under retsopgøret efter besættelsen blev 16 danske dødsdomme eksekveret ved skydning på det militære areal i plantagen.
Efter Undallslund gik vi forbi nogle kolonihaver og herefter ramte vi Viborgs industriområde.
Vi skulle slutte vandringen ved Lidl på Marsk Stigs vej. Det betød at vi havde en 5 km vandretur gennem Viborg, som ikke alle steder var specielt charmerende.
Vi gjorde et stop ved Viborg Domkirke, hvor der foran døren er nedlagt en sten isat en muslingeskal, som dem man møder på Caminoen i Spanien.
Vi forsøgte at tage en selfie sammen med stenen, hvilket ikke gik helt fantastisk.
Og denne lille weekendtur, helt uden regn, sluttede så ved Lidl, hvor vi i Påsken 2020 tog de første skridt på Hærvejen.
Først gennem den fine Hjarbæk by og forbi havnen, derefter gik det op ad bakke og ned igen mod fjorden og der var nogle flotte udsigter ud over fjorden.
En lille sti førte os til den lille by Fiskbæk hvorfra det gik ad stier og små grusveje inden vi igen ramte Himmerlandsstien, som førte os til Undallslund plantage. Under besættelsen var der et militært område i plantagen og der findes fortsat 20 bunkers i området. Under retsopgøret efter besættelsen blev 16 danske dødsdomme eksekveret ved skydning på det militære areal i plantagen.
Efter Undallslund gik vi forbi nogle kolonihaver og herefter ramte vi Viborgs industriområde.
Vi skulle slutte vandringen ved Lidl på Marsk Stigs vej. Det betød at vi havde en 5 km vandretur gennem Viborg, som ikke alle steder var specielt charmerende.
Vi gjorde et stop ved Viborg Domkirke, hvor der foran døren er nedlagt en sten isat en muslingeskal, som dem man møder på Caminoen i Spanien.
Vi forsøgte at tage en selfie sammen med stenen, hvilket ikke gik helt fantastisk.
Og denne lille weekendtur, helt uden regn, sluttede så ved Lidl, hvor vi i Påsken 2020 tog de første skridt på Hærvejen.
Etape 1: Viborg – Hald Hovedgård – 12 km.
Vores første 3 etaper på Hærvejen blev gennemført i Påsken 2020. Dette var under begyndelsen af Corona pandemien, og vi var derfor meget opmærksomme på, at holde afstand til andre mennesker.
Vi begyndte turen ved middagstid lidt udenfor Viborg bymidte netop for at undgå flest mulige mennesker. Efter vi var kommet gennem nogle af Viborgs villakvarterer, gik den første del af turen gennem en plantage med nåleskov.
Ved Hald Ege skiftede dette til en flot tur i en skov med løvtræer. Træerne var endnu ikke sprunget ud, så de stod ensomme og nøgne og skabte en flot kulisse for vores gåtur. Skoven virkede helt eventyr-agtig, og vi må vist komme forbi igen og se den om et par måneder, når alt er sprunget ud.
Den sidste del af ruten var lidt kuperet og vores første korte (halve) dag sluttede ved Hald Naturskole.
Der var en hel del mennesker ude denne Palmesøndag, hvor vejret var helt fantastisk. Området omkring Hald Hovedgård og Hald Sø er stort, så der var heldigvis god plads. I området ved shelterpladsen var der flere grupper godt spredt ud over det store område. Nogle ved shelterne, andre ved en anden bålplads og igen andre ved det overdækkede madpakkehus.
Af de fire sheltere på pladsen, var der kun overnattende gæster i de to. Os i det ene og to mænd i et andet. Vi delte bålet om aftenen – i god afstand naturligvis – og fik en rigtig hyggelig snak.
Vi begyndte turen ved middagstid lidt udenfor Viborg bymidte netop for at undgå flest mulige mennesker. Efter vi var kommet gennem nogle af Viborgs villakvarterer, gik den første del af turen gennem en plantage med nåleskov.
Ved Hald Ege skiftede dette til en flot tur i en skov med løvtræer. Træerne var endnu ikke sprunget ud, så de stod ensomme og nøgne og skabte en flot kulisse for vores gåtur. Skoven virkede helt eventyr-agtig, og vi må vist komme forbi igen og se den om et par måneder, når alt er sprunget ud.
Den sidste del af ruten var lidt kuperet og vores første korte (halve) dag sluttede ved Hald Naturskole.
Der var en hel del mennesker ude denne Palmesøndag, hvor vejret var helt fantastisk. Området omkring Hald Hovedgård og Hald Sø er stort, så der var heldigvis god plads. I området ved shelterpladsen var der flere grupper godt spredt ud over det store område. Nogle ved shelterne, andre ved en anden bålplads og igen andre ved det overdækkede madpakkehus.
Af de fire sheltere på pladsen, var der kun overnattende gæster i de to. Os i det ene og to mænd i et andet. Vi delte bålet om aftenen – i god afstand naturligvis – og fik en rigtig hyggelig snak.
Etape 2: Hald Hovedgård – Knudstrup – 20,5 km.
Vi forlod shelterpladsen kl. 8 om morgenen.
Turen gik via små stier langs vejen forbi Hald Sø. Herfra ind i et stykke skov inden vi kom til de smukke Dollerup Bakker, hvor vi mistede pusten på vej op ad trapperne. Men udsigten fra bakkerne var absolut strabadserne værd.
Den første del af dagens etapen blev i øvrigt ikke den mest effektive, da vi faldt i længere snakke flere gange. Midt i en periode med megen isolation var det som om, folk havde et ekstra behov for at snakke.
Først talte vi med en motions-interesseret mand med 2 hunde i Dollerup bakker og senere en heste-dame lige før Dollerup by.
Lige før Skelhøje var det med et par der var ude at lufte en nabos hund. De boede lige op ad hærvejen og ville gerne byde på en kold øl (trailmagic?). Dette foregik naturligvis ude på terrassen – i sikker afstand og med rigelig brug af håndsprit.
Efter Skelhøje gik ruten på småveje og grusveje ned til Stendal Plantage. I plantagen gik det først via større skovveje, men senere på en lille kuperet sti. Det var ret fantastisk, at man ikke bare havde valgt, at bruge de store skovveje, men der nærmest var lavet en lille flot ”bjergsti” til Hærvejen på en stor bakke i skoven.
Efter skoven gik det igen via grusveje og stier langs marker indtil byen Knudstrup, hvor vi havde valgt at overnatte.
I udkanten af Knudstrup ligger ”Den Grønne Plet” med et shelter, legeplads, bålplads og muldtoilet.
Legepladsen blev brugt af nogle små børn og deres forældre, men bålpladsen og shelteret havde vi helt for os selv.
Turen gik via små stier langs vejen forbi Hald Sø. Herfra ind i et stykke skov inden vi kom til de smukke Dollerup Bakker, hvor vi mistede pusten på vej op ad trapperne. Men udsigten fra bakkerne var absolut strabadserne værd.
Den første del af dagens etapen blev i øvrigt ikke den mest effektive, da vi faldt i længere snakke flere gange. Midt i en periode med megen isolation var det som om, folk havde et ekstra behov for at snakke.
Først talte vi med en motions-interesseret mand med 2 hunde i Dollerup bakker og senere en heste-dame lige før Dollerup by.
Lige før Skelhøje var det med et par der var ude at lufte en nabos hund. De boede lige op ad hærvejen og ville gerne byde på en kold øl (trailmagic?). Dette foregik naturligvis ude på terrassen – i sikker afstand og med rigelig brug af håndsprit.
Efter Skelhøje gik ruten på småveje og grusveje ned til Stendal Plantage. I plantagen gik det først via større skovveje, men senere på en lille kuperet sti. Det var ret fantastisk, at man ikke bare havde valgt, at bruge de store skovveje, men der nærmest var lavet en lille flot ”bjergsti” til Hærvejen på en stor bakke i skoven.
Efter skoven gik det igen via grusveje og stier langs marker indtil byen Knudstrup, hvor vi havde valgt at overnatte.
I udkanten af Knudstrup ligger ”Den Grønne Plet” med et shelter, legeplads, bålplads og muldtoilet.
Legepladsen blev brugt af nogle små børn og deres forældre, men bålpladsen og shelteret havde vi helt for os selv.
Etape 3: Knudstrup – Engesvang – 16,5 km.
Også denne morgen kom vi af sted kl. 8.
Vores overnatning i Knudstrup var lidt væk fra den officielle rute, så vi gik forbi en tankstation på hovedvej A13, og derfra tilbage på ruten.
Turen gik via markveje og skovveje, forbi Kong Knaps Dige og ind i Kompedal Plantage. Vi kom forbi en stor hede med et flot udsigtstårn og herefter gik det på kryds og tværs i plantagen.
Mange af vejene i plantagen mindede mest om mudderhuller, og det er sjovt at se, hvordan der så blot opstår nye små stier inde i skoven langs skovvejen.
Efter at have krydset A13 kom vi forbi shelterpladsen ved Christianshøj. Som det første sted på vores vej, var pladsen påvirket af Corona-krisen. Silkeborg Kommune havde opsat skilte med opfordring til, at man ikke benyttede pladsen. Herfra gik det ad stenede veje til Stenholt Skov, en af Jyllands smukkeste egeskove. Ved denne gik vi igen lidt væk fra den officielle rute for, at slutte denne sektion ved Bølling Sø.
Her fandt vi på magisk vis en af vores biler parkeret, som vi kunne sætte os ind i og køre hjem.
Vores overnatning i Knudstrup var lidt væk fra den officielle rute, så vi gik forbi en tankstation på hovedvej A13, og derfra tilbage på ruten.
Turen gik via markveje og skovveje, forbi Kong Knaps Dige og ind i Kompedal Plantage. Vi kom forbi en stor hede med et flot udsigtstårn og herefter gik det på kryds og tværs i plantagen.
Mange af vejene i plantagen mindede mest om mudderhuller, og det er sjovt at se, hvordan der så blot opstår nye små stier inde i skoven langs skovvejen.
Efter at have krydset A13 kom vi forbi shelterpladsen ved Christianshøj. Som det første sted på vores vej, var pladsen påvirket af Corona-krisen. Silkeborg Kommune havde opsat skilte med opfordring til, at man ikke benyttede pladsen. Herfra gik det ad stenede veje til Stenholt Skov, en af Jyllands smukkeste egeskove. Ved denne gik vi igen lidt væk fra den officielle rute for, at slutte denne sektion ved Bølling Sø.
Her fandt vi på magisk vis en af vores biler parkeret, som vi kunne sætte os ind i og køre hjem.
Etape 4: Engesvang – Vrads Sande – 22 km.
Vores næste sektion begyndte selvfølgelig, hvor den forrige sluttede – ved Bølling Sø.
Her valgte vi at snyde lidt, da vi gik sydvest om søen i stedet for via den officielle rute langs østsiden. Syd for Bølling Sø gik vi så igen ind på Hærvejsruten, som gik gennem skoven sydpå.
Mens vi holdt spisepause i skoven, mødte vi en mand på cykel den modsatte vej. Han havde taget Vestkystruten fra Skagen til grænsen sammen med en kammerat, som måtte stå af undervejs. Da han nåede grænsen, cyklede han til Padborg og tog så lige Hærvejen tilbage igen. Friskt!
Kort efter gik vi under motorvejen, som pløjer sig gennem (eller over) Funder Ådal. Selv om det måske ikke er den smukkeste ting, at plante midt i naturen, så er det et imponerende bygningsværk. Og motorvejens effekt så vi lidt senere, da vi gik en lille stykke langs den gamle vej mellem Pårup og Silkeborg. Det er et stykke vej der tidligere har været meget trafikeret – og nu er der næsten ingen trafik længere.
Det næste stykke var på småveje gennem skoven indtil vi ramte den ”Den Skæve Bane”, som er en sti, der er anlagt, hvor der tidligere var jernbane mellem Funder og Brande. Her stødte vi på en fin lille shelterplads med gammeldags vandpumpe. Den blev vi selvfølgelig nødt til at afprøve.
Hærvejen følger banen et par kilometer, inden den drejer ind i skoven gennem en fin lille viadukt. Her var en af turens smukkeste skovstrækninger i et kuperet terræn. Og det blev ikke dårligere af, at vi var i den sidste weekend i april, lige hvor alt er i gang med at springe ud.
Vi kom gennem Sepstrup og forbi Møllegården, der udlejer hytter til vandrere på Hærvejen. Denne var til salg, så hvis man har en drøm om, at drive herberg på Hærvejen, så var muligheden her.
Det sidste stykke gik gennem skov og hede, indtil vi nåede dagens mål, som var en lille shelterplads nord for Vrads. Også på denne plads havde Silkeborg Kommune opsat skilt med opfordring til, at man ikke benyttede pladsen (Corona). I shelteret lå allerede en ung mand, så vi valgte at sætte vores lille festival telt op og overnatte i dette. Lidt senere kom to par med børn som gerne ville lave mad over bålet på pladsen. De spurgte pænt om det var i orden, og det var naturligvis helt fint for os. De havde selv stole med, så de dannede lejr omkring bålet. Vi fik pladsens bord/bænke sæt og lavede mad med vores Jetboil.
Da vi var lidt brugte efter dagens tur, gik vi tidligt i soveposerne.
Mens vi holdt spisepause i skoven, mødte vi en mand på cykel den modsatte vej. Han havde taget Vestkystruten fra Skagen til grænsen sammen med en kammerat, som måtte stå af undervejs. Da han nåede grænsen, cyklede han til Padborg og tog så lige Hærvejen tilbage igen. Friskt!
Kort efter gik vi under motorvejen, som pløjer sig gennem (eller over) Funder Ådal. Selv om det måske ikke er den smukkeste ting, at plante midt i naturen, så er det et imponerende bygningsværk. Og motorvejens effekt så vi lidt senere, da vi gik en lille stykke langs den gamle vej mellem Pårup og Silkeborg. Det er et stykke vej der tidligere har været meget trafikeret – og nu er der næsten ingen trafik længere.
Det næste stykke var på småveje gennem skoven indtil vi ramte den ”Den Skæve Bane”, som er en sti, der er anlagt, hvor der tidligere var jernbane mellem Funder og Brande. Her stødte vi på en fin lille shelterplads med gammeldags vandpumpe. Den blev vi selvfølgelig nødt til at afprøve.
Hærvejen følger banen et par kilometer, inden den drejer ind i skoven gennem en fin lille viadukt. Her var en af turens smukkeste skovstrækninger i et kuperet terræn. Og det blev ikke dårligere af, at vi var i den sidste weekend i april, lige hvor alt er i gang med at springe ud.
Vi kom gennem Sepstrup og forbi Møllegården, der udlejer hytter til vandrere på Hærvejen. Denne var til salg, så hvis man har en drøm om, at drive herberg på Hærvejen, så var muligheden her.
Det sidste stykke gik gennem skov og hede, indtil vi nåede dagens mål, som var en lille shelterplads nord for Vrads. Også på denne plads havde Silkeborg Kommune opsat skilt med opfordring til, at man ikke benyttede pladsen (Corona). I shelteret lå allerede en ung mand, så vi valgte at sætte vores lille festival telt op og overnatte i dette. Lidt senere kom to par med børn som gerne ville lave mad over bålet på pladsen. De spurgte pænt om det var i orden, og det var naturligvis helt fint for os. De havde selv stole med, så de dannede lejr omkring bålet. Vi fik pladsens bord/bænke sæt og lavede mad med vores Jetboil.
Da vi var lidt brugte efter dagens tur, gik vi tidligt i soveposerne.
Etape 5: Vrads Sande – Nørre Snede – 16 km.
Det havde været en klar nat og vores lille telt var godt vådt af dug og kondens. Heldigvis var det også en klar morgen, så solen fik tørret det nogenlunde, inden vi forlod pladsen lidt over kl. 8.
På den sidste del af gårsdagens etape havde Carlos fået smerter i den ene læg. Problemet var ikke forsvundet i løbet af natten, men smerterne blev heldigvis mindre efterhånden som musklen blev gået varm. Desuden havde Carlos på denne tur valgt at afprøve et par nye sko (Altra Timp 1.0), selv om de gamle (Altra Lone Peak 4.0) aldrig havde svigtet. Nu var der nogle store flotte vabler på siden af hælen som bevis på, at man ikke skal ændre på noget der fungerer!
Men bilen var jo parkeret i Nørre Snede – 16 km væk, så det var jo bare at bide tænderne sammen og komme af sted.
Første del af turen gik gennem Vrads Sande, som er et stort flot hedeområde. Det er ikke fladt som man måske typisk på hede, og der var nogle flotte udsigter undervejs.
Herefter gik det meget gennem nåleskov. Der var bl.a. et stykke via lange lige grusveje, som nok var det billede vi havde af Hærvejen før vi gik i gang.
Vi kom forbi Nørhoved herberg som lignede et godt sted at overnatte, hvis det havde været sæson – og hvis vi ikke havde haft Corona-virus i omløb. Det sidste stykke ind til Nørre Snede gik ad markveje langs store åbne marker.
Lige ved Nørre Snede var der en fin lille shelterplads, som ville være et godt sted at overnatte. For os sluttede denne sektion dog her.
På den sidste del af gårsdagens etape havde Carlos fået smerter i den ene læg. Problemet var ikke forsvundet i løbet af natten, men smerterne blev heldigvis mindre efterhånden som musklen blev gået varm. Desuden havde Carlos på denne tur valgt at afprøve et par nye sko (Altra Timp 1.0), selv om de gamle (Altra Lone Peak 4.0) aldrig havde svigtet. Nu var der nogle store flotte vabler på siden af hælen som bevis på, at man ikke skal ændre på noget der fungerer!
Men bilen var jo parkeret i Nørre Snede – 16 km væk, så det var jo bare at bide tænderne sammen og komme af sted.
Første del af turen gik gennem Vrads Sande, som er et stort flot hedeområde. Det er ikke fladt som man måske typisk på hede, og der var nogle flotte udsigter undervejs.
Herefter gik det meget gennem nåleskov. Der var bl.a. et stykke via lange lige grusveje, som nok var det billede vi havde af Hærvejen før vi gik i gang.
Vi kom forbi Nørhoved herberg som lignede et godt sted at overnatte, hvis det havde været sæson – og hvis vi ikke havde haft Corona-virus i omløb. Det sidste stykke ind til Nørre Snede gik ad markveje langs store åbne marker.
Lige ved Nørre Snede var der en fin lille shelterplads, som ville være et godt sted at overnatte. For os sluttede denne sektion dog her.
Etape 6: Nørre Snede - Kollemorten - 16 km.
På bagkanten af vores sommerferie 2020 fandt vi lige 3 dage med godt vejr, hvor vi kunne tage næste sektion på Hærvejen.
Og på denne tur ville vi prøve noget nyt, nemlig overnatning i herberg/hytte. Det betød også, at vi ikke skulle slæbe telt og liggeunderlag med, så vores rygsække var en tand lettere end normalt. Det kunne sagtens mærkes.
Vi begyndte i Nørre Snede, hvor vi parkerede bilen og gik øst for byen, hvor Hærvejen løber forbi. DMI havde lovet ca. 25 grader i løbet af dagen, men vi havde overset, at det var en iskold morgen, så de lange ærmer måtte findes frem.
Første del af turen gik gennem skov og efter 5 km holdt vi pause for at spise morgenmad. Mens vi sad i græsset kom 2 kvinder fra Nordjylland (ja, det kunne høres) forbi i samme retning som os. Og vi fik hurtigt afklaret, at de også skulle bo på Hærvejscenteret i Kollemorten.
I løbet af dagen passerede vi hinanden flere gange, efterhånden som vi skiftevis holdt pause.
Ved Koustrupgård gik vi lidt væk fra ruten for at se shelterpladsen, som ligger rigtigt hyggeligt og godt beskyttet af høje stejle skrænter.
Efter shelterpladsen kom en lang stigende landevej op mod Øster Nykirke, som er Danmarks højest beliggende kirke, 127 meter over havet. Kirken var lukket, men toilettet var åbent.
Kollemorten var en noget trist by, men havde et par klare plusser: Købmanden og Hærvejscenteret.
På Hærvejscenteret i Kollemorten bor man i hytter og på grund af Covid-19 fik hver gruppe en hytte for sig selv. Og til blot 100 kr. pr. person. Der er desuden fine faciliteter med køkken, bad og toilet. Stedet er primært baseret på selvbetjening, men Hans Jørgen kom forbi nogle gange for at tjekke, at alt var OK. Rigtig god service. Kort efter vi var installeret, kom også de to kvinder (Sofie og Helle), og de viste sig at være erfarne vandrere, som bl.a. havde gået flere gange på Caminoen. Så om aftenen blev der delt pizza og rødvin og udvekslet historier om vandring og alt muligt andet. Det blev en super hyggelig aften!
Og på denne tur ville vi prøve noget nyt, nemlig overnatning i herberg/hytte. Det betød også, at vi ikke skulle slæbe telt og liggeunderlag med, så vores rygsække var en tand lettere end normalt. Det kunne sagtens mærkes.
Vi begyndte i Nørre Snede, hvor vi parkerede bilen og gik øst for byen, hvor Hærvejen løber forbi. DMI havde lovet ca. 25 grader i løbet af dagen, men vi havde overset, at det var en iskold morgen, så de lange ærmer måtte findes frem.
Første del af turen gik gennem skov og efter 5 km holdt vi pause for at spise morgenmad. Mens vi sad i græsset kom 2 kvinder fra Nordjylland (ja, det kunne høres) forbi i samme retning som os. Og vi fik hurtigt afklaret, at de også skulle bo på Hærvejscenteret i Kollemorten.
I løbet af dagen passerede vi hinanden flere gange, efterhånden som vi skiftevis holdt pause.
Ved Koustrupgård gik vi lidt væk fra ruten for at se shelterpladsen, som ligger rigtigt hyggeligt og godt beskyttet af høje stejle skrænter.
Efter shelterpladsen kom en lang stigende landevej op mod Øster Nykirke, som er Danmarks højest beliggende kirke, 127 meter over havet. Kirken var lukket, men toilettet var åbent.
Kollemorten var en noget trist by, men havde et par klare plusser: Købmanden og Hærvejscenteret.
På Hærvejscenteret i Kollemorten bor man i hytter og på grund af Covid-19 fik hver gruppe en hytte for sig selv. Og til blot 100 kr. pr. person. Der er desuden fine faciliteter med køkken, bad og toilet. Stedet er primært baseret på selvbetjening, men Hans Jørgen kom forbi nogle gange for at tjekke, at alt var OK. Rigtig god service. Kort efter vi var installeret, kom også de to kvinder (Sofie og Helle), og de viste sig at være erfarne vandrere, som bl.a. havde gået flere gange på Caminoen. Så om aftenen blev der delt pizza og rødvin og udvekslet historier om vandring og alt muligt andet. Det blev en super hyggelig aften!
Etape 7: Kollemorten - Jelling - 19 km.
Efter et bad om morgenen på Hærvejscenteret fik vi pakket sammen og kom ud på vejen.
Dagen gik meget ad markveje forbi landbrug, og på et tidspunkt gik vi under Midtjyske Motorvej mellem Brande og Vejle. Vores anden motorvejskrydsning på Hærvejen.
Da vi gik forbi Givskud, kom vi forbi Knudshøje shelterplads med 3 sheltere, som er ejet af Vejle Kommune.
Her havde nogle familiefædre med en flok børn indtaget pladsen med det helt store setup af udstyr – trailer, campingmøbler, flere bålgryder, hjemmelavet pavillon m.m. De havde booket alle sheltere hele weekenden, og vi havde en kontrolleret meningsudveksling om at give plads til de vandrende, der måtte komme forbi for at overnatte i shelter.
Faktisk havde der aftenen før været et ungt par, som der åbenbart ikke kunne findes plads til i shelterne. De havde dog fået lov til, at låne en presenning så de kunne lave et lille primitiv ly for natten! I disse tider med Covid-19 kan man sagtens argumentere imod, at rykke for tæt sammen i shelterne. Men det lød ikke som om, situationen ville have været anderledes uden Corona.
Mod Jelling gik det videre ad mindre landeveje og vi kom ind i byen lige ved kirken og museet. Her var det muligt, at købe lidt mad og kolde drikke. Foran kirken gik vi op på toppen af gravhøjen, og igen syntes vi, at de lettere udgave af vores rygsække var behagelige.
Herberget i Jelling var desværre Corona-lukket, så vi havde lejet en hytte på Jelling Familie Camping. Den var meget dyrere og ikke bedre end den i Kollemorten.
Og mere vigtigt – der var ingen andre vandrere i hytterne på campingpladsen, så ingen hyggelig snak om aftenen. Campingpladsens største plus var dens café med rigtig god mad.
Da vi gik forbi Givskud, kom vi forbi Knudshøje shelterplads med 3 sheltere, som er ejet af Vejle Kommune.
Her havde nogle familiefædre med en flok børn indtaget pladsen med det helt store setup af udstyr – trailer, campingmøbler, flere bålgryder, hjemmelavet pavillon m.m. De havde booket alle sheltere hele weekenden, og vi havde en kontrolleret meningsudveksling om at give plads til de vandrende, der måtte komme forbi for at overnatte i shelter.
Faktisk havde der aftenen før været et ungt par, som der åbenbart ikke kunne findes plads til i shelterne. De havde dog fået lov til, at låne en presenning så de kunne lave et lille primitiv ly for natten! I disse tider med Covid-19 kan man sagtens argumentere imod, at rykke for tæt sammen i shelterne. Men det lød ikke som om, situationen ville have været anderledes uden Corona.
Mod Jelling gik det videre ad mindre landeveje og vi kom ind i byen lige ved kirken og museet. Her var det muligt, at købe lidt mad og kolde drikke. Foran kirken gik vi op på toppen af gravhøjen, og igen syntes vi, at de lettere udgave af vores rygsække var behagelige.
Herberget i Jelling var desværre Corona-lukket, så vi havde lejet en hytte på Jelling Familie Camping. Den var meget dyrere og ikke bedre end den i Kollemorten.
Og mere vigtigt – der var ingen andre vandrere i hytterne på campingpladsen, så ingen hyggelig snak om aftenen. Campingpladsens største plus var dens café med rigtig god mad.
Etape 8: Jelling – Vingsted - 14 km.
Morgenen bød på ultralet finregn. Den slags, hvor man godt kunne mærke, at det regnede, men ikke så meget, at man egentlig blev rigtig våd af den. Vi gik af sted uden regnslag og regnen stoppede heldigvis kort efter.
Men det var stadig en fugtig og lidt småkølig morgen, så da vi gik lige forbi Jelling togstation var det lidt fristende, at finde en hurtig togtur tilbage til bilen. Men nej, vi skulle naturligvis videre til fods.
Efter Jelling gik vi forbi golfbanen og en anden campingplads syd for byen via et stykke meget trafikeret landevej.
På denne del af turen var der meget færre hærvejsskilte end tidligere, men vi havde naturligvis styr på ruten. Landevejen begyndte, at gå meget opad og på en højt beliggende vej, var der en fantastisk udsigt over Fårup Sø med herregården Fårupgård på den anden side. På den vej lå et par huse med en rigtig fin beliggenhed.
Vejen fortsatte i højden, og i et sving var der den vildeste udsigt over landskabet med Vejle by i baggrunden. Her var placeret en lille fin bænk og et bord, som havde indbygget en fin frise med pilgrimslogoet. Vi antog, at bænken var tiltænkt hærvejsvandrere, så her blev vi nødt til, at holde en pause.
Fra bænken gik det nedad til Haraldskær, hvor vi ramte en velkendt sti. Det er nemlig her, at Hærvejen deler rute med Kyst til kyst stien, som vi gik i 2019.
Vi gik videre til Vingsted, hvor denne sektion af Hærvejen sluttede for os.
Fra Vingsted gik vi et par kilometer (mest opad) til Ødsted, hvor vi først spiste frokost og bagefter tog en bus til Vejle og en anden bus videre til bilen i Nørre Snede.
Men det var stadig en fugtig og lidt småkølig morgen, så da vi gik lige forbi Jelling togstation var det lidt fristende, at finde en hurtig togtur tilbage til bilen. Men nej, vi skulle naturligvis videre til fods.
Efter Jelling gik vi forbi golfbanen og en anden campingplads syd for byen via et stykke meget trafikeret landevej.
På denne del af turen var der meget færre hærvejsskilte end tidligere, men vi havde naturligvis styr på ruten. Landevejen begyndte, at gå meget opad og på en højt beliggende vej, var der en fantastisk udsigt over Fårup Sø med herregården Fårupgård på den anden side. På den vej lå et par huse med en rigtig fin beliggenhed.
Vejen fortsatte i højden, og i et sving var der den vildeste udsigt over landskabet med Vejle by i baggrunden. Her var placeret en lille fin bænk og et bord, som havde indbygget en fin frise med pilgrimslogoet. Vi antog, at bænken var tiltænkt hærvejsvandrere, så her blev vi nødt til, at holde en pause.
Fra bænken gik det nedad til Haraldskær, hvor vi ramte en velkendt sti. Det er nemlig her, at Hærvejen deler rute med Kyst til kyst stien, som vi gik i 2019.
Vi gik videre til Vingsted, hvor denne sektion af Hærvejen sluttede for os.
Fra Vingsted gik vi et par kilometer (mest opad) til Ødsted, hvor vi først spiste frokost og bagefter tog en bus til Vejle og en anden bus videre til bilen i Nørre Snede.
Etape 0: Vingsted - Bække - 25 km.
Dette stykke af Hærvejen deler sti med Kyst til Kyst Stien.
Vi gik denne i sommeren 2019 og vælger derfor, at springe dette stykke over denne gang.
Se evt. Dag 5 i vores beskrivelse af Kyst til Kyst Stien.
Etape 9: Bække - Kongeåen - 21 km.
Efter et koldt forår blev det pludselig sommervejr den sidste weekend i maj 2021. Der var udsigt til klar sol og 20 grader begge dage, så vi besluttede os for at tage de to næste etaper på Hærvejen.
Logistikken blev klaret ved hjælp af to biler. Den ene blev efterladt i Jels, og så kørte vi i den anden op til Bække, hvor starten så gik lørdag ved 10-tiden.
De første 6 km af dagen havde temaet: “Cykelsti langs vej”. Faktisk gik vi på asfalt det meste af dagen.
Efter dette stykke holdt vi pause ved kirken i Læborg – den fineste lille kirke, som gemte sig bag træerne, fordi tårnet var ret så lille. Herfra gik det af stier og mindre veje ind mod Vejen, og lige før byen gik vi under en motorvej (E20) for tredje gang på vores Hærvejstur.
Vejen by overraskede os, fordi byen var noget større end vi havde forventet. Der er virkelig et rigt handelsliv i byen og det var hyggeligt, at vandre hele vejen gennem hovedgaden i det dejlige vejr. Efter Vejen gik vi ad en sti til Askov, hvor vi handlede det sidste ind i den lokale Brugs. Det sidste af turen gik forbi Skibelund Krat, som ligger i et smukt, kuperet område og videre til vores destination som var Frihedsbroen ved Kongeåen. Frihedsbroen var en simpel træbro ved genforeningen i 1920, men få år efter blev den nuværende bro bygget. Gelænderet er malet i røde og hvide farver for at symbolisere det danske tilhørsforhold. Vi var tydeligvis havnet lige ved et vigtigt stykke danmarkshistorie. Flere gange kom der grupper af mennesker i biler for at besøge stedet. Lige ved broen ligger der en shelterplads og i beskrivelsen er der også nævnt en teltplads. Denne var dog svær, at lokalisere nøjagtigt, så de i alt 3 telte på stedet var plantet lidt tilfældigt hvor der nu var plads.
De to andre telte tilhørte en erfaren friluftkvinde og hendes to børn, samt datterens kæreste. De var alle på kanotur på Kongeåen og vi fik nogle hyggelige snakke om udstyr, tidligere ture, fugle og alt muligt andet.
Det blev dog ikke nogen sen aften for vores vedkommende. Vores kroppe var lidt brugte efter dagens vandring. Det var tydeligt, at vi denne gang var startet fra “sofaen” og ikke havde taget nogen træningsture overhovedet.
Logistikken blev klaret ved hjælp af to biler. Den ene blev efterladt i Jels, og så kørte vi i den anden op til Bække, hvor starten så gik lørdag ved 10-tiden.
De første 6 km af dagen havde temaet: “Cykelsti langs vej”. Faktisk gik vi på asfalt det meste af dagen.
Efter dette stykke holdt vi pause ved kirken i Læborg – den fineste lille kirke, som gemte sig bag træerne, fordi tårnet var ret så lille. Herfra gik det af stier og mindre veje ind mod Vejen, og lige før byen gik vi under en motorvej (E20) for tredje gang på vores Hærvejstur.
Vejen by overraskede os, fordi byen var noget større end vi havde forventet. Der er virkelig et rigt handelsliv i byen og det var hyggeligt, at vandre hele vejen gennem hovedgaden i det dejlige vejr. Efter Vejen gik vi ad en sti til Askov, hvor vi handlede det sidste ind i den lokale Brugs. Det sidste af turen gik forbi Skibelund Krat, som ligger i et smukt, kuperet område og videre til vores destination som var Frihedsbroen ved Kongeåen. Frihedsbroen var en simpel træbro ved genforeningen i 1920, men få år efter blev den nuværende bro bygget. Gelænderet er malet i røde og hvide farver for at symbolisere det danske tilhørsforhold. Vi var tydeligvis havnet lige ved et vigtigt stykke danmarkshistorie. Flere gange kom der grupper af mennesker i biler for at besøge stedet. Lige ved broen ligger der en shelterplads og i beskrivelsen er der også nævnt en teltplads. Denne var dog svær, at lokalisere nøjagtigt, så de i alt 3 telte på stedet var plantet lidt tilfældigt hvor der nu var plads.
De to andre telte tilhørte en erfaren friluftkvinde og hendes to børn, samt datterens kæreste. De var alle på kanotur på Kongeåen og vi fik nogle hyggelige snakke om udstyr, tidligere ture, fugle og alt muligt andet.
Det blev dog ikke nogen sen aften for vores vedkommende. Vores kroppe var lidt brugte efter dagens vandring. Det var tydeligt, at vi denne gang var startet fra “sofaen” og ikke havde taget nogen træningsture overhovedet.
Etape 10: Kongeåen – Jels - 18 km.
Søndag var det en tåget og kølig morgen ved Frihedsbroen. Der gik dog ikke længe inden solen fik magten og gjorde klar til endnu en varm dag.
Vi fik et ret fugtigt telt pakket ned, spiste en ”Bamsebolle” og kom af sted ved 9-tiden.
Ruten denne dag var meget anderledes end den foregående, primært på stier og i skov. Først gik vi via en sti forbi Kongeåen Herberg, og mod Knagemøllen gik det gennem led, hen over marker og via en sti langs Kongeåen. Nogle steder var stien noget våd og vi kom ikke helt tørskoet gennem dette stykke.
Fra den gamle mølle var det på asfalt til Skodborg by, hvor vi gik omkring DagliBrugsen. Her holdt vi pause og fik en tidlig frokost.
Efter Skodborg var resten af turen primært gennem skov, og alt var bare så grønt i det klare solskin.
Nogle steder var stierne stadig ret smattede efter et vådt forår, og vi blev overhalet af et par mountainbikere, der højlydt brokkede sig over stiens beskaffenhed. Til fods var det lettere at finde en vej rundt om de værste vandhuller. Efter nogle kilometer i skoven kom vi til Jels, hvor vi gik forbi Jels Nedersø. Her var der dejlig sommerstemning, hvor man tydeligt kunne høre de badende ved Søbadet.
Ved SuperBrugsen i Jels stod en varm bil klar og vi kunne afslutte denne korte sektion. Det sidste stykke fra Jels til Padborg regner vi med at gå i sommerferien.
Vi fik et ret fugtigt telt pakket ned, spiste en ”Bamsebolle” og kom af sted ved 9-tiden.
Ruten denne dag var meget anderledes end den foregående, primært på stier og i skov. Først gik vi via en sti forbi Kongeåen Herberg, og mod Knagemøllen gik det gennem led, hen over marker og via en sti langs Kongeåen. Nogle steder var stien noget våd og vi kom ikke helt tørskoet gennem dette stykke.
Fra den gamle mølle var det på asfalt til Skodborg by, hvor vi gik omkring DagliBrugsen. Her holdt vi pause og fik en tidlig frokost.
Efter Skodborg var resten af turen primært gennem skov, og alt var bare så grønt i det klare solskin.
Nogle steder var stierne stadig ret smattede efter et vådt forår, og vi blev overhalet af et par mountainbikere, der højlydt brokkede sig over stiens beskaffenhed. Til fods var det lettere at finde en vej rundt om de værste vandhuller. Efter nogle kilometer i skoven kom vi til Jels, hvor vi gik forbi Jels Nedersø. Her var der dejlig sommerstemning, hvor man tydeligt kunne høre de badende ved Søbadet.
Ved SuperBrugsen i Jels stod en varm bil klar og vi kunne afslutte denne korte sektion. Det sidste stykke fra Jels til Padborg regner vi med at gå i sommerferien.
Etape 11: Jels - Vojens - 22 km.
I sommerferien 2021 havde vi planlagt, at gå det sidste stykke af Hærvejen fra Jels til Padborg.
Vi skulle med offentlig transport til udgangspunktet i Jels, så det var sidst på formiddagen inden vi kom ud på ruten.
I Jels gik vi forbi Jels Mølle og ud af byen. Det første stykke gik ad markveje og herefter et stort stykke primært gennem skov. Vi kom forbi Ellegård Herberg, hvor vi glemte, at dreje, så det kostede godt 1 km omvej. Lige inden vores frokostpause kom vi forbi et super flot område langs Nørreå, hvor det gik op og ned ad bakke på små stier.
Efter skoven gik det ad småveje til den lille by Jegerup. På dette stykke mødte vi to unge fyre med stor oppakning. De havde været 2 uger på Hærvejen og havde gået 150 km. Friskt! Ved Jegerup holdt vi pause ved kirken inden det sidste stykke til Vojen, hvor vi passerede den nedlagte jernbane til Haderslev, hvor der nu er kørsel med veterantog.
Vores overnatning var på Vojens Camping, som er en del af Vojens Hallerne. Det er faktisk en fin lille bynær campingplads med rigtigt gode faciliteter. Men ud over et par sent ankomne beboere i en hytte var vi HELT alene på pladsen. Altså en hel campingplads med et enkelt lille MSR-telt i den ene hjørne! Det virkede helt surrealistisk.
Fordelen ved en campingplads nær byen, er gode mulighed for indkøb og take-away mad. Ulempen ved at ligge en lørdag sommeraften i en by, er byens mange lyde. Vi kunne høre både musik, råben, horn, fyrværkeri … og sidst men ikke mindst en forbandet masse råger der boede tæt ved pladsen.
Fra Vojens skulle vi videre mod Immervad Herberg, men desværre havde Liv trukket med en skade på den sidste del af turen og den var langt fra blevet bedre i nattens løb.
Der var også andre ting der talte imod at fortsætte. Vi var nok generelt ved, at være mæt af Hærvejen. Den sidste del skulle efter sigende ikke være den mest spændende – primært på veje. Og så var der også lidt risiko for regn.
Derfor valgte vi om morgenen, at afslutte vores projekt Hærvej og tage toget væk fra Vojens.
På nuværende tidspunkt har vi ingen planer om, at færdiggøre stykket. Vi har til gengæld talt om senere, at tage et stykke af Hærvejen i Nordjylland.
Vi skulle med offentlig transport til udgangspunktet i Jels, så det var sidst på formiddagen inden vi kom ud på ruten.
I Jels gik vi forbi Jels Mølle og ud af byen. Det første stykke gik ad markveje og herefter et stort stykke primært gennem skov. Vi kom forbi Ellegård Herberg, hvor vi glemte, at dreje, så det kostede godt 1 km omvej. Lige inden vores frokostpause kom vi forbi et super flot område langs Nørreå, hvor det gik op og ned ad bakke på små stier.
Efter skoven gik det ad småveje til den lille by Jegerup. På dette stykke mødte vi to unge fyre med stor oppakning. De havde været 2 uger på Hærvejen og havde gået 150 km. Friskt! Ved Jegerup holdt vi pause ved kirken inden det sidste stykke til Vojen, hvor vi passerede den nedlagte jernbane til Haderslev, hvor der nu er kørsel med veterantog.
Vores overnatning var på Vojens Camping, som er en del af Vojens Hallerne. Det er faktisk en fin lille bynær campingplads med rigtigt gode faciliteter. Men ud over et par sent ankomne beboere i en hytte var vi HELT alene på pladsen. Altså en hel campingplads med et enkelt lille MSR-telt i den ene hjørne! Det virkede helt surrealistisk.
Fordelen ved en campingplads nær byen, er gode mulighed for indkøb og take-away mad. Ulempen ved at ligge en lørdag sommeraften i en by, er byens mange lyde. Vi kunne høre både musik, råben, horn, fyrværkeri … og sidst men ikke mindst en forbandet masse råger der boede tæt ved pladsen.
Fra Vojens skulle vi videre mod Immervad Herberg, men desværre havde Liv trukket med en skade på den sidste del af turen og den var langt fra blevet bedre i nattens løb.
Der var også andre ting der talte imod at fortsætte. Vi var nok generelt ved, at være mæt af Hærvejen. Den sidste del skulle efter sigende ikke være den mest spændende – primært på veje. Og så var der også lidt risiko for regn.
Derfor valgte vi om morgenen, at afslutte vores projekt Hærvej og tage toget væk fra Vojens.
På nuværende tidspunkt har vi ingen planer om, at færdiggøre stykket. Vi har til gengæld talt om senere, at tage et stykke af Hærvejen i Nordjylland.
Etape ?-?: Vojens - Grænsen ~70 km.
Dette stykke er droppet indtil videre. Se mere i beskrivelsen af etape 11 ovenfor.
Opsummering.
Hærvejen har været en meget positiv oplevelse, og meget mere varieret end vi havde troet.
Især vores første etaper fra Viborg til Vrads Sande har været meget smukke. Resten af turen har været en blanding af markveje, grusveje og mindre landeveje – gennem skov og på naturstier – med flere spændende steder undervejs.
Enkelte dage har været meget på asfalt. Og selv om det ikke altid er det mest spændende, kan det på nogle måder mere varieret, end hvis man går gennem en skov.
Fordelen ved Hærvejen er, at der er mange overnatningsmuligheder undervejs. Blandt andet kan man om sommeren sove på et af de mange herberger der findes langs ruten. Og ellers er der mange telt- og shelterpladser på turen, dog ser det lidt tyndt ud på den sydligste del.
Se mere om hærvejen på: https://www.haervej.dk/
Herunder er et kort på Google Maps med vores rute (klik på billedet).
De røde og blå ruter er vores dagetaper.
