Camønoen

Vores korte Camøno-oplevelse.

Skrevet af: Carlos
Camønoen er en vandrerute, primært på Møn (deraf det kreative navn).
Selv om ruterne når hele Møn rundt, er det ikke en typisk A til B vandrerute. På én måde er det lidt noget rod, men på den anden side kan man så sammenstrikke sin egen Camøno-tur. Dette kræver dog lidt hjemmearbejde.
I sommeren 2018 gik vi 3 dage på den østlige del af Møn.
Det var nogle forholdsvis korte etaper vi havde valgt, så vi har kun set ca. 15% af Camønoens ruter.
Vores vurdering må derfor tages med noget mere end “et gran salt”, da der jo er rigtigt meget af Camønoen, vi ikke har set.
Under planlægningen har vi dog studeret mulighederne på hele øen og har et rimeligt overblik over, hvad der findes af faciliteter.
På grund af vores korte tur, kommer der ikke nogen egentlig dag-for-dag beretning. Jeg har i stedet udvalgt nogle stikord herunder, til at beskrive vores oplevelse på Camønoen.
Forfriskning købt undervejs
Forfriskning købt undervejs
Camønoen - Lille Ørnebjerg
Overnatning på Lille Ørnebjerg

Ruten:

Vi gik meget på asfalt eller langs stranden.
De veje vi gik på, var heldigvis ikke så store, så der var ikke så megen biltrafik.
Men det kunne have været noget bedre med nogle flere naturstier uden biler.

Naturen:

Der er ganske smukt på Møn. Især på den østlige del er der kuperet og nogle fantastiske udsigter undervejs.
Og Møns klint er intet mindre end et stykke unik dansk natur.

Afmærkningerne:

Sparsomme … eller mangelfulde, hvis man er mere kritisk.
Vi havde heldigvis gjort vores hjemmearbejde, så vi kom rundt, uden at gå forkert.

De andre vandrerer:

Disse var desværre nærmest fraværende.
Vi mødte kun andre Camøno-vandrerer én enkelt gang på hele vores tur.

Overnatning:

Der var ikke så mange primitive lejrpladser på det stykke vi gik. Jeg tror dog der er flere primitive overnatningsmuligheder andre steder på Møn.
Og dem vi fandt, kunne med fordel opgraderes ved toilet og/eller vand.
Der er også mulighed for Bed & Breakfast på Møn, men det var ikke noget vi benyttede os af.

Indkøb:

Det var meget sparsomt med indkøbsmuligheder på vores tur.

Klintholm Havn:

Her overnattede vi første nat.
Den teltplads der var angivet på kortet eksisterede ikke! Heldigvis ankom vi 5 minutter før turistinformationen lukkede og de kunne anvise en midlertidig teltplads et andet sted i byen.
I dag er der ikke længere nogen teltplads på Klintholm Havn.

Lille Ørnebjerg teltplads:

Her boede vi anden nat.
Det er en hyggelig teltplads inde i skoven. Kunne dog blive meget bedre med vand og ikke mindst et muldtoilet.
Der var et enkelt andet telt på pladsen. En familie, der dog ikke vandrede på Camønoen.

Stege Camping:

Vores tredje nat. En lille, lidt slidt og primitiv campingplads.
Der vil nok være delte meninger om denne, men vi synes den var hyggelig og sjov. Og i behagelig gå-afstand til Stege centrum.

Vi havde helt generelt nogle dejlige dage på Møn. Godt vejr og flot natur.
Camønoen kalder sig selv for: “Kongerigets venligste vandrerute”. Det er nok at strække den lidt. I det hele taget var der i sin tid skruet godt op for markedsføringen af Camønoen.

Siden vi gik på Camønoen i 2018 er hjemmesiden dog ændret drastisk. Fra at have en selvstændig hjemmeside, er den nu lagt ind under Museum Sydøstdanmarks hjemmeside. Der er nu defineret 10 etaper som desværre er noget svagt beskrevet. Tidligere havde Camønoen et interaktivt kort, hvor man kunne udvælge informationer – det findes ikke p.t. (sommeren 2021). Nu synes jeg det er meget svært at få et overblik og planlægge en tur på Camønoen, så sammenholdt med al for megen asfalt, ville jeg ikke vælge Camønen til vandring.

Men Møn er i princippet fin – også til at vandre på.
Læs mere om Camønoen på: https://camoenoen.dk/

Camønoen - Klar til afgang
Klar til tur på Camønoen
Camønoen - Teltplads Klintholm Havn
Overnatning Klintholm Havn
Camønoen - Flot natur på Møn
Smuk natur på Møn
Camønoen - Møns Klint
Møns Klint er helt speciel