AMARMINOEN
Amarminoen
Der er mange der tager denne som en endagstur, men vi lavede selvfølgelig turen til et mikroeventyr og gik den på 2 halve vandredage og tog en overnatning undervejs.
Vi tog toget fra Vestjylland en fredag morgen i april og begyndte turen ved DR Byen omkring middagstid.
Dag 1: DR Byen - Ottehøjvej (12 km)
Vejen ud af byen var ad en lang, lige 4 km cykelsti der var meget trafikeret denne fredag eftermiddag. Og det var ikke af mormødre på hyggetur, men spandex-klædte fartmaskiner der susede højre og venstre om os.
Vi valgte til sidst at gå på volden langs cykelstien for at slippe for trafikken.
Sammen med det efterfølgende stykke grusvej over Kalvebod Fælled døbte vi denne sektion for ”Amarminoens Meseta”. Modsat Mesetaen i Spanien var dog ikke ro til fordybelse her.
Vi mødte rigtigt mange mennesker hele dagen, både til fods og på cykel.
Når man er fra Vestjylland er man vant til at hilse på de mennesker man møder, men sådan er det ikke ligefrem i hovedstaden.
Hver passer sit, hvilket jo godt kan give mening når man konstant er omgivet af andre mennesker. Det lykkedes dog vi to gamle rygsækbeklædte jyder at trække et par smil og et ”Hej hej” ud af nogle få.
Første dags etape gik til teltpladsen ved Ottehøjvej. Den ligger i forbindelse med to shelterpladser.
På shelterpladsen syd for os kom et par på cykel, uden vi fik hilst på dem.
Vi nød aftenen foran shelterne indtil solen gik ned. Man kunne ikke ligefrem kalde det ”i skovens dybe stille ro” for man kunne hele tiden høre flyene der lettede fra Kastrup Lufthavn.
Efter vi var gået i teltet kom der en flok unge på cykel ved shelterne mod nord. De hyggede sig til langt ud på natten inden de gik til ro i shelteret. Det var dog ikke noget der generede os.
Dag 2: Ottehøjvej - Dragør (15+1 km)
Lørdag morgen stod vi vist ultra tidligt op efter lokale forhold. Vi forlod pladsen lidt over kl. 7. Vi gik gennem pinseskoven som primært består af birketræer.
Flyene blev sendt af sted som perler på en snor fra Kastrup denne lørdag morgen.
Vi synes det var en voldsom larm, og fik noget ondt af de stakkels mennesker der faktisk bor i dette område. Men den slags kan man måske vænne sig til.
Vi fortsatte langs stranden langs Sydvestpynten, som var et af de få steder hvor stien ikke var perfekt præpareret.
På rastepladsen ved Fasanstien spiste vi morgenmad og gik videre gennem lidt skov og forbi en shelterplads hvor en flok unge fyre skulle fejre en fødselsdag. De gik ikke ned på udstyr, da de både havde medbragt badekar og en mobil sauna.
Herfra gik vi ned til sydøstkysten og videre ind mod Dragør med udsigt til Øresundsbroen.
Der var mange mennesker på tur denne lørdag formiddag, både på cykel og til fods og der var megen trafik på stien, som man hele tiden skulle være opmærksom på.
Lidt efter kl. 11 ankom vi til Dragør og kunne afslutte turen og tage en bus til København.
Opsummering:
Og vi kan da sagtens forstå, at man gerne vil ud i det fri når man bor i København.
Der var liv på mange af shelterpladserne her i april, og kan forestille os, at der kommer endnu flere i sommermånederne.
Stort set hele ruten er med helt plane stier og skiltningen er helt perfekt.
På en stor del af turen var der konstant støj fra flyene der lettede fra Kastrup. Det havde vi svært ved at vænne os til.
Hvis man alligevel er i København og trænger til en vandretur udenfor byen, så er Amarminoen et godt bud.
Vi rejste helt fra Vestjylland med det primære formål at gå denne rute. Det vil vi ikke anbefale. Der er mange andre vandreruter vi hellere ville vælge i stedet.
Herunder er et kort på Google Maps med vores rute (klik på billedet).
